Once Upon a Time in the West - historien om tri-sportens Calamity Jane - Camilla Pedersen

Once Upon a Time in the West - historien om tri-sportens Calamity Jane - Camilla Pedersen

Fortalt af Lasse Stengaard Jensen

Gennem  10 sæsoner har Camilla Pedersen opnået flere wins end nogen anden dansk triathlet - 21 internationale sejre og 35 podieplaceringer. Læg dertil en pandemi, en baby og 3 uger i koma, efterfulgt af komplekse senfølger. Den 12. september kan hun tage sin 5. ITU VM medalje, når legendariske Almere i Holland er værter for VM på den fulde Iron-distance. 

Denne fortælling minder på en måde om en moderne Western. Ihvertfald begynder den helt ude på den jyske vestkyst i byen Esbjerg, berygtet for sin lovløshed. Her voksede fortællingens hovedperson op, som en sportens svar på Calamity Jane, en enmandshær og “frontiers woman”, hærdet af vestenvinden og de salte skumsprøjt fra vesterhavet.


Et opkald fra mesteren kickstartede drømmen: 

Det hele begyndte for 11 år siden med et opkald fra Rasmus Henning. Triathlon-ikonet var sat i spidsen for en storstilet ungdomssatsning Team Specialized, fundamentet for det senere TRI Team SDU. Henning skulle headhunte talentfulde svømmere med henblik på at skifte en stagneret karriere i bassinet ud med olympisk triathlon-succes. Som 27-årig var Camilla Pedersen ikke ligefrem prototypen på et “ungdomstalent”, alligevel troede Henning på at den tidligere U-landsholdssvømmer kunne få en stor triathlon karriere.

På rekordtid blev Camilla kørt i stilling som 1. reserve til OL i London efter Line Jensen og Helle Frederiksen. Langdistance-eventyret blev derfor holdt på stand-by frem til sommeren 2012, men da var Camilla allerede avanceret til “the peoples champion” i den kollektive bevidsthed. Facebook-folket ville have den udadvendte Esbjerg-pige til OL, selvom hun formelt set ikke havde kvalificeret sig. Camilla var én man kunne relatere til, hvilket bestemt ikke var en selvfølge før “personlighed” var noget enhver kunne skabe digitalt via instagram. På det tidspunkt bestod Landsholdet af meget strømlinede og performance-orienterede atleter, men Camilla havde en “natural born” karisma, som brød med den norm og gjorde hende rasende populær blandt fans og hobby-triathleter. 

Verdens bedste triathlet:
Som mange andre var jeg totalt forblændet af Camilla Pedersen, nærmest fra første gang jeg mødte hende, hvilket skete på en træningslejr på Fuerteventura i 2010. Hvis jeg ikke husker meget galt, så var det samme uge hvor jeg bankede fortænderne ud på mig selv efter et styrt på cyklen, så enhver tanke om tilnærmelser af blondinen med colgate-smilet, blev bremset ganske effektivt i opløbet. Camilla lignede ikke bare en kernesund jysk kvinde - som taget ud af en valgplakat for Dansk Folkeparti, hun var også befriende selvironisk og cyklede som en “maniac”. 

Jeg var ikke begyndt at podcaste som Tri-Oraklet endnu, men fascinationen af landsholdet og de bedste triathleter havde jeg allerede dengang. Derfor blev jeg virkelig glad da Camilla i 2013 inviterede mig med ud at recognoscere Ironman-ruten, da vi begge skulle race i Frankfurt det år. For Camilla stod alt på spil, for det var almindeligt kendt, at vinderen af Frankfurt potentielt også kunne vinde Ironman Hawaii til oktober.’

Camilla var berygtede for at træne utrolig meget og som i Specialized produktionen “A day in the life of..” skulle vi både cykle, løbe og svømme ruten igennem samme dag. Jeg forstod at Camillas nedtrapning i race-week, sandsynligvis havde mere volumen end min længste træningsdag hele året. Jeg kunne godt fornemme at hun nok ikke ligefrem var taget til Tyskland for hyggens skyld, men det handlede om andet og mere end bare grundig forberedelse og stor træningsvolumen. I et fortroligt øjeblik fortalte Camilla, at hendes ambition var at blive den bedste i verden. Ikke at forveksle med såkaldte millennials, som med overdreven selvtillid proklamere at de vil “gøre en forskel” og ikke anerkender begrænsninger for egen succes. 

Jeg var ikke i tvivl om at Camilla mente hvad hun sagde, og at hun var 100% committed på at sætte triathlon før alt andet for at blive verdens bedste. 

Game of Thrones: 

Her kommer et hurtigt flashback, for at forstå hvor god Camilla faktisk var på dette tidspunkt for 8 år siden. Gennem 40 år har skiftende “dominators” siddet på den hawaiianske iron-throne. Siden begyndelsen i 1978 har 4 kvinder vundet mere end halvdelen af alle sejre; Newby-Fraser, Badmann, Wellington og Ryf.  

I 2013 var der et reelt opgør om hvem der skulle være den nye Queen of Kona efter Wellingtons karrierestop i 2011. Daniella Ryf havde endnu ikke brudt igennem lydmuren og kampen stod reelt mellem 4 kvinder: Mirinda Carfrae, Caroline Steffen, Rachel Joyce og... Camilla Pedersen. 

Camillas skrev sig selv ind blandt favoritterne på en magisk og steghed dag i Frankfurt. Fantomtiden 8 timer og 56 min gav genlyd, for det var endnu ikke mainstream med sub 9 tider blandt kvindelige triathleter. Hele verden så med da Camilla kollapsede på målstregen efter en vanvittig dyst mod Jodie Swallow, hvor afgørelsen først faldt på de sidste 10 km, da det lykkedes at vriste sig fri af brittens jerngreb. Camillas bedrift hævede i den grad barren til en international standard herhjemme og stod som dansk rekord de næste 4 år.  

Ikaros og Lazarus:

Hvordan det kunne være gået på Hawaii i 2013 fortabes i kontrafaktisk historieskrivning, for som de fleste ved, så blev Camilla’s internationale gennembrud brutalt stoppet efter et styrt på en helt almindelig træningstur. Den tragiske nyhed om ulykken der sendte Camilla i kunstig koma, spredte sig som en steppebrand og jeg nåede at få flashbacks til både Erik Gundersen og Ayrton Senna,.. var det slut for evigt? Ingen vidste det. 

Det føltes næsten som græsk tragedie - som en ikaros der styrter mod jorden, netop da han fløj allerhøjest, fordi solens varme smeltede den voks hvormed han byggede sine vinger. Da det endelig bliver bekræftet at Camilla ville overleve, faldt mine tanker på en anden mytologisk figur, nemlig Lazarus fra Betania - ham som Jesus opvakte fra de døde efter 4 dage i graven. Når jeg ser tilbage i dag, er det svært helt at fatte, at Camilla faktisk var “back in action” kun 8 måneder senere - ikke bare som competitor, men vinder - først af Challenge Fuerteventura, siden 70.3 Barcelona og 70.3 Italy,  3 sejre på 4 uger!

Det var dog en lang og lige vej til fordums styrke.

I Camillas Ironman-comeback i Frankfurt 2014, blev hun trukket ud af konkurrencen på marathonløbet af landstræneren. Sjældent har jeg set et ansigt forkrampet i smerte som den dag - der var så meget på spil.. et comeback ved Main floden i Frankfurt, ville være et fysisk manifest af talemåden “at rejse sig ved det træ man er faldet”. Men eventyret udeblev og den barske realitet i form af senfølger fra ulykken, gjorde Ironman-racing til en Gordisk Knude. Kroppen løb simpelthen tør for energi og kunne ikke præstere det som alle træningsdata bekræftede den burde kunne. 

Der var gode dage og dårlige dage, men på selve årsdagen for ulykken kom så den ultimative forløsning. I Shandong provinsen i Kina blev Camilla ITU Verdensmester foran Kaisa Sali og Andrea Hewitt. Jeg var meget kynisk (også dengang) og mente antageligt, at det VM var lidt en “gratis omgang”. Men det kan jeg nu konstatere er faktuelt forkert. Både Sali og Hewitt var store velrenommerede navne i sporten, men Camilla var bare bedre og kørte alle andre ud på r*v og albuer på cyklen. Det var den Camilla Pedersen, som havde potentiale til at vinde Kona, man så den dag.     

 

RED BULL HQ:

Allerede inden sejren i Frankfurt 2013 havde Red Bull opdaget Camilla. De havde signet hende for hendes sportslige niveau og gode udstråling - ikke for hendes “vild med dans” potentiale eller pressens lidt enfoldige begejstring for “Mirakel Camilla”. At hun vendte tilbage som Verdensmester efter Koma lignede måske et mirakel set udefra, men hermed antydes også et element af held eller tilfældighed, og der var intet tilfældigt i Camillas comeback. Det krævede ufattelige mentale ressourcer og stenhårdt arbejde every single day. Midt i mediehysteriet var det befriende, at nogen også troede på dig FØR du blev en god forsidehistorie.   

Men tilbage til Red Bull - i 2018 var min verden ved at bryde sammen, en personlig deroute med skilsmisse og depression. Her blev min redning en invitation til at følge Camilla i Red Bull HQ, et mentalt åndehul midt i de østrigske alper. Over 3 dage blev Camilla testet i alle ender og kanter - både kognitive og fysiologiske tests. Konklusionen var ikke til at misforstå, Camilla var og er World Class - en confident-booster af de større, når man ved, at de bedste atleter i verden dagligt frekventere det højteknologiske sports lab.

En lille anekdote om Camilla skal læseren ikke snydes for. Under sine ophold i Østrig bor Camilla ofte på sportshotellet Mohrenwirt, ca 12-15 km fra Red Bull HQ - en meget kuperet tur, som går via et bjergpas eller 2. En kold vinterdag for år tilbage var hotellets ejer ude at køre med sin datter, da de pludselig får øje på en skikkelse der kæmper sig gennem snemasserne - en yeti måske? Nej Såmænd bare Camilla der aldrig forspilder chancen for en solid omgang træning. Samtidig en fin illustration af det karaktertræk, som har været en del af grundlaget for Camillas sportslige succes i med og modgang. 

Det er aldrig slut før den veltrimmede dame synger:

Jeg må indrømme at jeg flere gange har troet det var slut for Camilla - ikke flere podier, ikke mere champagne - but she proved me wrong every time!

Et af de store øjeblikke jeg særligt husker var Challenge Denmark i 2017. Camilla tog en fantastisk flot og suveræn sejr efter et par svære sæsoner, hvor ingen specialister kunne finde den præcise årsag til hendes energiproblemer. Da jeg troede at det var slut med toppræstationer på de lange distancer, gav Camilla mig et stort holdkæft-bolche og satte ny personlig rekord i Ironman Copenhagen 2019, med tiden 8 timer og 49 min. Camilla blev 2’er efter Anne Haug, som vandt Ironman Hawaii 7 uger senere, hvilket bare understreger at det var en performance fra øverste hylde.  

Som mange kvindelige eliteatleter sikkert kan bekræfte, så kan rollen som mor give fornyet energi til karrieren. Mere effektiv træning og skarpe prioriteringer i hverdagen, samt erkendelsen af at verden ikke kun drejer sig om aksen på ens egen navle.

Solen vil stå op i morgen, også selvom man taber og har forfærdelige træningsdage. At Camilla er blevet mor til lille Christian, ser bestemt heller ikke ud til at påvirke karrieren negativt. Forbløffende kort tid efter hendes retur fra barsel, høstede hun en EM Bronzemedalje i 70.3 Elsinore - vel at mærke efter rendyrkede verdensklasse specialister som Lucy Charles og Holly Lawrence. Så sent som for 2 uger siden tilføjede Camilla mere guld til et i forvejen spækket medalje-resumé - karrierens 4. DM på mellemdistancen, som ingen anden dansk triathlet har præsteret.  

Hvis Camillas aktuelle formkurve skulle munde ud i en VM-medalje i Almere d. 12. september, så skal vi såmænd have fat i lommeregneren igen, for dermed vil Camilla være på “legendary ground” med flere VM medaljer end selv hæderkronede Peter Sandvang.       


Opret kommentar

Vi gør opmærksom på at kommentarer skal godkendes inden de publiseres.