KRONIK: Køb billigt - betal dyrt!

KRONIK: Køb billigt - betal dyrt!
Indrømmet! Før vi får et geopolitiske opstød og hæver den moralsk belærende pegefinger, må vi tilstå, at vi også har været der. Købt et eller andet, hvor prisen i købsøjeblikket har lunet vores kræmmersjæl mere, end den har alarmeret vores sunde skepsis og fornuft. For i den slags situationer har vi det med at putte os bekvemt bag det uoverskuelige klimakaos, som vi alligevel ikke kan løse helt alene.

Så vi køber og håber på, at andre klarer paragrafferne for os. Og det gør de. Altså de danske lovgivere, som med gode ord og forordninger sørger for, at miljøets og menneskers vilkår bliver rimeligt tilgodeset.

Lidt for meget synes store dele af dansk industri åbenbart. For hvis man ikke allerede forlængst i konsulentrapporternes og investorafkastets hellige navn har outsourcet hele molevitten til kineserne, ja så er det i hvert fald tiden til at stemple ud nu. Komme væk fra restriktive miljøpropper og kvælende CO2 kvoter og udfolde den frie foretagsomhed under fjernere himmelstrøg, hvor man ikke er så fintfølende med, hvad der fejes ind under gulvtæppet. 

Andre har helt kastet deres årelange tradition for velrenomeret håndværk og kvalitet over bord og er blevet rene købmænd. For hvorfor døje med bøvlet, når kineserne billigt og nemt kan levere dine helt ”egne produkter” (forhåbentlig med det rigtige logo). Og dét endda i alle størrelser og faconer, så sortimentet nemt lader sig udvide med noget ”meningsfyldt”, når transport-containerens overskydende huller skal fyldes op. 

På vores egen hjemmebane, tekstilbranchen, er fjernøsten også den helt store leverandør af ikke blot tøjet men desværre også tvivlsomme råvarer, umenneskelige arbejdsforhold, overproduktion, overdrevet resourceforbrug, materialespild og fatale kvalitetsmæssige fejl og mangler, der sikkert først opdages ved udpakning - og hvad gør man så: sælger med lukkede øjne og krydsede fingre eller skyder det hele af på lagersalg og outlet. Under alle omstændigheder brændes det ”uundgåelige” overskud af. For de næste containere er allerede undervejs på langfart over verdenshavene med en ny sæson af fashion. Hvis de da ikke falder af undervejs. For henover tre måneder omkring nytåret 2021 ”tabte” skibstrafikken mindst 3.500 containere alene i Stillehavet, hvor de nu driver rundt, som små hjemløse badeænder. Tankevækkende ikke.

Kort sagt: Den overdrevne brug af det lille ”made in China” efterlader verden med en regning, hvor produktprisen nok er lav men de miljømæssige og menneskelige omkostninger katastrofale og uoverskueligt høje. Samtidig fastholdes på mange måder en afhængighed af de kopiglade kinesere og verdens næststørste økonomi, der understøtter et magtstyre, som med middelalderagtig hård hånd, og det, der er værre, undertrykker en femtedel af jordens befolkning. 

Og det bringer os tilbage til indkøbskurven. Tænk tanken, at dit indkøb faktisk giver dig mere magt end dit kryds på stemmesedlen. For i sidste ende er det jo i virkeligheden os forbrugere, der bestemmer, hvad, hvor meget og hvordan, der produceres. 

Så faktisk kan du veksle holdning til handling, hver gang du handler. Ændre lidt på tingenes tilstand og skabe forandring til det bedre for miljø og mennesker. Og i sidste ende dig selv. 

Så bliver dit næste køb helt sikkert alle pengene værd.

Hvis du overhovedet har brug for at købe noget!

Kommentér