FUSION PINSE-HIGHLIGHTS
Zimmermann sejr i St. Pölten - Gode takter i “Der Klassiker” 70.3 Kraichgau
- Højdramatiske finaler i Herning og Middelfart:
Tysk “Spitzenklasse” i Østrig
33-årige Laura Zimmermann beviste søndag, at intet er afgjort før man har passeret målstregen. Challenge St. Pölten (tidl. Ironman 70.3) går helt tilbage til 2007 og er dermed blandt Europas ældste "middle-distance"-race, tidligere vundet af store profiler som Laura Philipp, Anne Haug og Helle Frederiksen. Zimmermann er normalt en utrolig stærk rytter, men en punktering samt en bortkommet "transition-bag" i T1, kostede dyrebare sekunder, som virkelig satte tyskeren under pres inden løbet. I meget lang tid lignede det en hård duel mellem britiske Chloe Sparrow, som jagtede en anden tysker - nemlig Sarah Schönfelder. Sparrow løb kun marginalt hurtigere og da Schönfelder endelig knækkede, troede mange at det afgørende “move” var faldet… aber nein! Med et km-pace tæt på 3.45 kom Zimmermann bogstavelig talt flyvende forbi sine konkurrenter på de absolut sidste kilometer og krydsede målstregen 40 sekunder foran Sparrow. Et kæmpe selvtillidsboost til Laura forud for et af sæsonens helt store mål - Challenge Roth d. 7. juli!
Aernouts og Toft viste storform i Kraichgau
Fra fodboldens verden kender de fleste sikkert “El Classico” (Barca vs. Real Madrid) eller “Superclásico” (River Plate vs. Boca Juniors). Den mest oplagte pendant i tri-sporten må være Kraichgau, 70.3 distancens svar på Roth eller Ironman Frankfurt. Et event der går helt tilbage til 2005 under navnet “Kraichgau Triathlon-Festival” og med tidligere vindere fra den absolutte verdenselite, hvis ikke ligefrem ikon-status: Andreas Raelert, Kienle, Stadler, Frodeno, Faris Al-Sultan, samt en australsk "kicker" - Chris McCormack.
Fælles for dem alle er et outstanding niveau på cyklen og gode tekniske færdigheder, hvilket er præcis hvad den kuperede rute i Kraichgau forlanger af sine deltagerne. Og hvis der findes én atlet, der gennem mere end 10 sæsoner har excelleret i vanskeligt terræn på cyklen, så er det belgiske Bart Aernouts. Med dagens næsthurtigste tid (2.10.35), pløjede den rutinerede belgier sig igennem feltet og kompenserede dermed for en mindre god svømning. Med dagens 6. bedste tid på løbet, fik Bart med yderste margin kæmpet en top 5 placering hjem, da han passerede målstregen bare 5 sekunder før britiske Joshua Lewis. Endnu mere udfordret på svømningen end Bart var Anders Toft Nielsen, men den tidligere A-rytter fra Esbjerg kom utrolig stærkt igen. Med cykel- og løbesplits blandt feltets 10 hurtigste, placerede Anders sig som nr. 12! Utrolig flot comeback, når udgangspunktet var "agterlanterne" efter svømningen. Der skal også lyde et shoutout til Kristian Hindkjær, der var i ilden efter en længere skadesperiode. Hindkjær havde en absolut godkendt cykling (blot 20 sekunder efter Anders) og beviste dermed at fundamentet er solidt, så snart der kommer mere kontinuitet i løbetræningen.
Bak og Marckmann snublende tæt på triumf
Det tungeste skyts var kørt i stilling til "En forårsdag på heden”, Danmarks hårdeste éndagsløb, Grand Prix Herning. ColoQuick rullede til start iført nyeste tiltag i det aerodynamiske “våbenkapløb”. Men GP Herning er ikke kun et særligt løb, fordi det stiller maksimale krav til rytternes udstyr, taktiske overblik og fysik. Med de mange indlagte grusvejsstykker, er simpelt “held” også en faktor. De 173 benhårde km på den jyske hede, så ud til at flaske sig for ColoQuick, der med Herning-drengen Tore Troelsen forrest i pelotonen, havde løbet under nogenlunde kontrol. Helt efter planen lykkedes det da også at få afleveret Simon “Cipollini” Bak til den afgørende spurt, men her slap heldet og hestekræfterne desværre op. Bak måtte nøjes med 5. pladsen (3. bedste dansker) bare ét sekund efter landsholdsrytteren Rasmus Pedersen.
Længere mod øst, nærmere bestemt Middelfart, var der også spurtopgør på menuen. Team Sparekassen DK's ryttere (Dame A) havde Julie Marckmann som trumfkort i finalen. Julie forsøger som regel at komme væk relativt langt fra mål, eller køre “den lange spurt”. Med vanlig offensiv kørsel, var det lykkedes at decimere feltet til en kvartet, der skulle kæmpe om sejren. Da ballet åbnede op kort før mål, blev Caroline Geldorf smidt af toget som den første, mens Karen Marie Weiss hang i på yderste mandat, inden filmen knækkede med få 100 meter igen. Desværre svigtede den fornødne eksplosivitet og timing på selve målstregen, og Julie måtte nøjes med 2. pladsen i samme tid som løbets vinder, Mie Nordlund Pedersen (Amager CR).