3 x Ventoux x Vest

”Der findes bjerge, stejle bjerge, Tour de France-bjerge, og så findes der Mont Ventoux” - et gammelt citat fra feltet.dk rummer for de indviede og cykelglade på én gang hele dramaet, smerten og euforien, som denne provencalske megaknold af et skræmmende bjergmassiv har været omgæret med, siden ”Le Tour” kom forbi første gang i 1951. 

Udfordringen er både elsket og frygtet blandt alverdens topryttere gennem tiderne - og af alle os andre, der længe har næret en svedig drøm om at melde sig ind i ”the brotherhood of the Cinglés du Mont Ventoux”. At opnå den cykelmæssige blåstempling af et par danske lavlandsben og frugten af the crazy challenge, der med sine tre frygtindgydende opkørsler også indebærer hele tre oplagte muligheder for at smadre sig selv både fysisk og mentalt - og det på én og samme dag! 

Da årets tilbagevendende rådslagning om ferie- og sommerforventninger tog sin begyndelse, og min lille familie ret hurtigt kunne forene sine individuelle ønsker i noget, der geografisk kunne ligne Frankrig, var der for mit vedkommende naturligvis udsigt til lidt excelente output af go’e druer - men allermest støvtør, varm luft på stejle bjergveje med den rytmiske lyd fra kæden og dæk, der rullende æder sig opad.

De frankofile ved, at Provence er malerisk og smager godt. Og alle, der har et stort hjerte for cykelsporten ved også, at det - hjertet altså - hér kan få lov at pumpe max på udfordrende alpeasfalt. Så det var den vej, pilen pegede. Nærmere bestemt Avignon, hvorfra legendariske Mont Ventoux ikke blot er en fjern kikkertprik, men også en tillokkende cykelpiste på ”det skaldede bjerg” helt tæt på familiens sommercamp her i det sydlige Frankrig. 

Ikke helt uden erfaring fra de cykelklassiske bjerge og deres navnkundige opkørsler i Italien, Spanien og Frankrig havde jeg nok en vis fornemmelse af selvsikkerhed i forhold til den forestående udfordring. Men 3 x Ventoux på samme dag fik det til at ligne en omgang La Marmotte i både højdemeter og antal anstrengende sadeltimer. Og så solo denne gang! 

Nå, Europas største motioncyklende folkefest, Marmotte’n er også vinget af et par gange. Så på trods af en forårssæson med corona og alle mulige andre trælse afbræk i formkurven, og med kun hjemlige Vendsyssels største stigning, Knøsen på hele 136 højdemeter i benene - ganske vist to gange samme forårsformiddag - skulle de knapt 5.500 højdemeter med flere langstrakte stigninger på de 11% angribes denne sommer.

Først familieturen. For at delagtiggøre den hårdt prøvede familie i lidt af cyklingens strabadser bragte bilen os alle på udflugt over til bjerget og op. Undervejs tog de mit forsøg på at levendegøre dette stykke asfalts klasse og cykelhistorik pænt, så på toppen var der is til den storslåede udsigt. Men jeg tror, de syntes jeg var lidt fraværende her ved den gamle meteorologisk observationspost, hvor store bjergslag har været udkæmpet blandt cyklingens største koryfæer. Senest i `21, hvor Vingegaard i sin tour-debut overraskende satte Pogacar af. Faktuelt havde dagens bjergsafari på det hårdeste og mest kendte bjergstræk fra Bédoin til toppen samtidig givet mig den nødvendige detailinfo til videre fremfærd mod projekt Ventoux. 

Så var der testturen. Om igen fra forleden, nu på cykel. Men først efter lidt praktiske indkøb af gel, energibar og cola i Bédoin. For så vidt ingen overraskelser på vej op, som jeg ikke selv havde opdaget eller læst mig til forinden. Og så dog. Det vel omkring 10 km lange skovstræk på opkørslen var mættet med den forventede hede, stillestående luft - og lidt til: Shit, hvor var der varmt! Samtidig fostrer de mere end 6.000 hektar træer, der omgiver vejen, en megakollosal mængde og absolut dødirriterende hob af hvepse, fluer og alskens flyvende kryb, som ikke nødvendigvis har brug for gel, men absolut gerne vil have det netop denne dag, skal jeg da hilse at sige. Men måske er det bare et spørgsmål om at køre fra dem, som profferne gør.

Og stemningen: Dét at være der selv blandt dedikerede cykelfolk - heriblandt mange danskere - og deres medbragte support. Venner, familie, der hele tiden kørte et lille stykke forud og heppede på de svedende, de lidende bjerghelte, for så igen at kaste sig ind i bilen og halse foran til gentagelse af det samme scenarie hele vejen op.   

Det var dejligt at komme ud af skoven til de sidste 7 kilometer op i det hvide og nøgne måneskabslignende landskab, hvor friske kølende vinde bar mig til toppen i en fornuftig sluttid og en del erfaring rigere. I hvert fald kunne jeg godt ønske mig at bytte min vanlige 36-28 gearing ud med noget 36-30 for at være klar til næsten tre gange så mange højdemeter én af de kommende dage. Efter nedkørslen gik jagten ind hos en cykelhandler i Bédoin for at købe ny kassette: Udsolgt! Endnu et par stykker: Udsolgt igen! Og lidt senere - en mere gennemgribende research på nettet af områdets muligheder var også resultatløs. Jeg måtte klare mig med danskerkassetten.

Og nu til svedeturen. Det var endelig blevet V-dag. Eller næsten. Først studier af kroppens sukkerindtag og digital læsning på Fusion Magazin om triatleternes forberedelser før konkurrence. Så minutiøse indkøb af gels, energibarer og andet godt parret med lidt skolematematik for at udregne rette mængde med laveste vægt. Og sidst en dunk med ”kølevand” plus en dunk med energidrik og ekstra pulverposer til refill. Og jo - aftenen før, i et sidste forsøg på at lappe på forårets forsømte form: en liter rødbedejuice til optimering af iltoptagelsen. 

Det eneste som kunne give en smule nervøse trækninger i dagene op til var vejret, som specielt i bjergene kan være uberegneligt og hurtigt skiftende. Af hensyn til både kroppen og et minimalt tøjvalg gjalt det om at finde den helt rette vejrudsigt og dag uden for meget kulde på toppen og hede nede i skoven. Og den kom - også uden meget vind, der på de øverste, åbne stykker ofte kan blive stormende og besværlige opad og nærmest livsfarlige under nedkørslen. Ikke uden grund betyder Mont Ventoux “vindblæst bjerg”.

Og så skulle slaget stå. Angrebet med de tre strategiske fremrykninger, der skulle besejre det ”skaldede bjerg”. Strategien var ligetil: Hårdeste opkørsel først og så fremdeles - også for at komme tidligt gennem skoven, før den værste varme satte ind. Parkeret nogle kilometer fra bjerget, rullede jeg let opvarning frem mod Bédoin og gentog så tidligt på formiddagen testturen, nu lidt mere belæsset med det nødvendige til hele dagen. Og i et tempo, så jeg var nogenlunde sikker på, at der var strøm på batteriet til hele dagen. Bekendtskabet med ruten fra forleden sad stadig i benene - på den positive måde. Så båret af det kendte og gnisten ved endelig at være igang gik det nærmest helt af sig selv. Eller i hvert fald føltes det sådan bagefter, da jeg var på toppen - i mere end én betydning - og satte første vinge på bucket list a la Ventoux. 

Så var det nedover med energibar i munden og mod på mere. Men først optankning af ”køledunk” og vandbeholder med tilhørende opblanding af det medbragte energipulver hernede ved bjergets base i en lille kiosk i hyggelige Malaucène: En rigtig lille provinsperle af bjergfolk i Provence, der osede af cykelpassion og god espresso overalt. Her kunne nemt slås et par timer ihjel. Men ikke i dag.

Med udsigt til toppen, eller i hvert fald noget, der lignede 21 km bugtende bjergvej derop ad, var det op på rammen igen. Ny og ukendt asfalt ventede med nogenlunde samme distance og stigninger, som den første ruteudfordring. Men altså knap så slem som etape et. På papiret. For under halvvejs oppe og midt på bjergsiden rammer den stillestående varme, flere stigningsprocenter på 11 over 2-3 km og ikke mindst min gearkassette mig. Alt sammen på én gang. Jeg er ked af at indrømme det, men jeg var virkelig presset i bund. Fysisk på den yderste kant. Og på forfængeligheden også - tænk, hvis jeg skulle stå af og trække. Moralen var lav og bjergets top stadig langt oppe over mig. Heldigvis var jeg ikke alene om lidelserne, for gennem sveden kunne jeg øjne ”kaniner” oppe foran, som hele tiden kom nærmere. Eller altså omvendt. For det var mig, der langsomt padlede dem ind, når konkurrencemennesket i mig virkelig gravede i dybden efter den sidste vilje. Bare lige indhente ham foran, så er du der. Bare lige rundt om det næste hjørne, så er du der. Bare lige ..., så er du der. Og det var jeg så pludselig! Med lidt glans over moralen igen gik de sidste 10 km forholdsvis gelinde. Sådan når man ser det lidt i bakspejlet efter lidt tid.

Endnu en afkrydset rute og et foto på Ventoux toppen senere kan jeg koncentrere mig om provianten, fordi de første 6-7 km downhill er kendt asfalt. De pågældende kilometer deler Bédoin opkørslen nemlig med den tredie opkørsel fra Sault, som jeg efter et venstresving snart var på vej ned imod. På dette stykke bliver glæden stor, da jeg ved selsyn kan bekræfte mine forstudier: Ganske vist er ruten lidt længere end de foregående to. Men stigningerne, når jeg skal opad igen, er her mange steder kun på udramatiske 1-2 %. Og sidst venter en række rullende bakker før Sault. Her på en lille café er der tid til en sidste refill over hele den flydende del af forsyningslinien - og også lidt cola og en hurtig, lille espresso som velfortjent delbellønning. Aldrig har en så middelmådig kop komprimeret kaffe da smagt så godt.

Nu kunne det ikke gå galt. Efter en gensidig opbyggelig sludder med en cykelmæssig lidelsesfælde var kampånden igen intakt og ryggen rank, før jeg atter krummede krop over ”geden”. Nu angribsivrig og sammenbidt til forskel fra for en lille time siden, da ”skuffen” hang for at give mest mulig plads til den ilt, som de hungrende lunger peb efter. Cykelfyren fra før var startet opad tidligere end mig, men efter tre kilometer var han indhentet - gået kold på energi som han var. Det siger lidt om vigtigheden af forberedelse og indtag af de rette mæmgder ”brændstof” undervejs henover dagen. Og den del havde jeg styr på. Men halvvejs oppe begynder kroppen - grundet manglende mængde tilvænning - med tiltagende kvalme at stritte imod de meget syntetiske gels og al anden planlagt energiboost. Lysten var større til fast føde. Nå, det gik nok. 

Og det gjorde det osse. Indtil de sidste tre kilometer. Så stod cyklen stille. Selv med max tråd og viljestyrke kunne en snegl have passeret mig. Ikke et eneste lille serpentinersving a la Alpe d’Huez til et lille pust. Bare kontinuerligt tråd op, op, op! Og jeg forstod pludselige alvoren i den dramatiske historie om selveste Eddy Merckx, der kollapsede netop her under Tour de France i 1970, hvorefter han med et livgivende skud oxygen kom på benene igen for senere at vinde Tour’en samme år. Guderne må vide - jeg ved det i hvert fald ikke - hvordan jeg kom det sidste lille stykke til toppen uden at falde af cyklen. Men det gjorde jeg mirakuløst. 

Pludselig var euforien og endnu et sejrsfoto indenfor rækkevidde. Lettelsen var stor, og helt sikkert med et endorfingrin smurt ud over hele ansigtet returnerede jeg ad første opkørsel mod tidtagning i Bédoin, før jeg rullede af på de flade ti kilometer tilbage til bilen.

Bjerget i Provence var mit. Mont Ventoux var indtaget hele tre gange samme dag. 

 

De 3 veje til toppen

Mont Ventoux kan køres fra 3 forskellige steder, den mest populære og sværeste rute starter fra Bédoin. Denne har en gennemsnitlig stigningsprocent på 7.6 km over 21.4 km. De to andre ruter starter i henholdsvis Sault og Malaucène.

Mont Ventoux fra Bédoin

Sted: Frankrig, Provence, Bédoin

Start: Bédoin

Længde: 21.4 km

Højdeforskel: 1639 m

Gennemsnitlig stigning: 7.6%

Max. stigning: 12%

Bund: 283 m

Top: 1912 m

Vejnummer: D974

Kørt i Tour de France med mål på toppen: 2009, 2013, 2016

Beskrivelse: Dette er den populæreste rute og samtidig den mest sagnomspundne. Ruten starter officielt fra rundkørslen på D974 med kørsel fra vest mod øst, men kort før Chalet Reynard hvor man kommer fri af træernes læ og ud på det åbne stykke, drejer rute mod nordvest de sidste 6 km. Herfra er de værste stigningsprocenter overstået og den resterende stigning ligger på 5%-7%.

Professionelle cykelryttere kører denne stigning på ca. 1 time. Veltrænede amatører kan køre den på under 2 timer med en gennemsnitlig hastighed på 10 km/t.

Mont Ventoux fra Malaucène

Sted: Frankrig, Provence, Malaucène

Start: Malaucène

Længde: 21.2 km

Højdeforskel: 1535 m

Gennemsnitlig stigning: 7.2%

Max. stigning: 12%

Bund: 377 m

Top: 1912 m

Beskrivelse: Nogenlunde samme sværhedsgrad som ruten fra Bédoin, men der køres mere i læ af vinden. Ruten går mere eller mindre fra vest mod øst.

Mont Ventoux fra Sault

Sted: Frankrig, Provence, Sault

Start: Sault

Længde: 25.7 km

Højdeforskel: 1152 m

Gennemsnitlig stigning: 4.5%

Max. stigning: 11%

Bund: 760 m

Top: 1912 m

Beskrivelse: Den nemmeste af de 3 veje til toppen. Ikke sagt at den er nem, for de sidste 6 km er de samme som på Bédoin ruten. Der køres fra øst mod vest.

Top ti tider på Mont Ventoux målt fra Bedoin til toppen. 

1. 2004: 55:51 Iban Mayo 23.10 km/h

2. 2004: 56:26 Tyler Hamilton 22.86 km/h

3. 1999: 56:50 Jonathan Vaughters 22.70 km/h

4. 2004: 56:54 Oscar Sevilla 22.67 km/h

5. 1999: 57:33 Alexander Vinokourov 22.42 km/h

6. 1994: 57:34 Marco Pantani 22.41 km/h

7. 1999: 57:34 Wladimir Belli 22.41 km/h

8. 2004: 57:39 Juan Miguel Mercado 22.38 km/h

9. 1999: 57:42 Joseba Beloki 22.36 km/h

10. 2004: 57:49 Lance Armstrong 22.31 km/h

11. 1999: 57:52 Lance Armstrong 22.29 km/h

12. 2004: 58:14 Inigo Landaluze 22.15 km/h

13. 1999: 58:15 Kevin Livingston 22.15 km/h

14. 1999: 58:31 David Moncoutie 22.05 km/h

15. 2004: 58:35 José Enrique Gutierrez 22.02 km/h

16. 2009: 58:45 Andy Schleck 21.96 km/h

17. 2009: 58:45 Alberto Contador 21.96 km/h

18. 2009: 58:48 Lance Armstrong 21.94 km/h

19. 2009: 58:50 Fränk Schleck 21.93 km/h

20. 1999: 58:51 Unai Osa 21.92 km/h

Eneste dansker indenfor top 50 er Michael Rasmussen som nr. 37.