Thure Kjærs oplevelse til ultraløbet Hammer Trail Winter Edition

Fortællingen om min deltagelse i ultraløbet Hammer Trail Winter Edition på Bornholm i lørdags starter et andet sted. Og i en anden tid:

Nærmere bestemt i det antikke Grækenland.

Dengang sad Filip den anden ved rorpinden af det antikke Makedonien. Han blev i årene omkring 300 før Kristus overmandet af herskersyge og ville udvide butikken, så han samlede sin hær og gik på rov for at få magten over hele det antikke Grækenland.

Det gik blændende for ham, og han erobrede sig langsomt men sikkert igennem det græske rige. På et tidspunkt stod han uden for Sparta. Her stoppede han kortvarigt op, fordi Spartanerne var kendt som en farlig modstander i krig.

De spartanske krigere var kendt for at være dygtige og frygtløse i kamp. Så dygtige at i modsætning til måden man ellers gjorde det på dengang, var byen Sparta ikke beskyttet af en kraftig bymur. ”Sparta er beskyttet af en mur. Af Spartanske krigere,” forklarede de selv dengang, og det understregede både størrelsen på deres kugler – og dybden i den tørre, lakoniske humor, de siden er blevet kendt for.

Makedoner-Filip må have haft sine tvivl, for han overfaldt ikke bare lige Sparta. I stedet sendte han et sendebud ind til bystyret. Beskeden var, at det var bedst for dem selv, hvis de bare overgav sig. ”Hvis jeg invaderer jer, bliver I ødelagt og vil aldrig rejse jer igen,” lød beskeden.

Spartanerne var ikke kun kendt som mægtige krigere. De var også kendt for at være nøgterne, ligetil og mægtigt gode til at fatte sig i korthed – med de helt rigtige ord. Sendebuddet blev sendt tilbage til Philip med spartanernes svar.

Deres svar lød på et enkelt ord: ”Hvis”

Filip den anden af Makedonien endte med at beslutte at de næsvise Spartanere ikke var kampen værd. Han endte med at erobre hele det græske rige. Undtagen Sparta.

 

Klar til kamp på Bornholm

Jeg læste historien om Spartanernes svar til Hersker Filip, mens jeg sad i toget på vej til Bornholmernes klippeø fredag, og i løbet af lørdagen gav deres ”Hvis” genlyd igen og igen, mens jeg løb.

Salomon Hammer Trail er et af de mest ikoniske trail- og ultraløb, vi har herhjemme. De har en sommer- og en vinterudgave, og endelig passede min kalender med, at jeg kunne tage turen over for at deltage i den januar-løbet: Winter Edition.

Jeg skulle løbe distancen 50 miles (det er 80 kilometer). Den bestod af fire omgange på deres 20 kilometer lange rundstrækning, som går fra Allinge og rundt på Nordbornholm – med slotsruinen Hammershus og Opalsøen og Hammerfyret som de største forhindringer.

Løbet startede klokken 6.00 lørdag morgen, og jeg stod på startstregen sammen med de andre og kiggede mig lidt nysgerrigt rundt.

Langt de fleste deltagere til løb på ultra-distancerne løber ikke for at få en placering. De løber for at gennemføre – og oplevelsen tæller mere end sluttiden. Men uanset om du løber for at vinde eller for at gennemføre, så er fremgangsmåden den samme: Sæt i gang – hold så højt tempo, du kan – lad være med at stoppe (helt) før du krydser målstregen.

 

Jeg er også en af dem, der løber for at gennemføre. Tilfældet er bare, at det tempo, jeg kan holde, er højt nok til at jeg ender i den høje ende af klassementet herhjemme og ofte er med i kampen om sejren.

Af samme grund lagde jeg mig også i front, da feltet blev skudt afsted, og vi startede ud i luntetempo.

Jeg kunne godt have fyret den af fra starten, og bare holdt mit eget tempo, men jeg synes, det er sjovt at lade de andre komme til truget og se, hvem der er mest grådig.

 

Ultraløb er for mig én lang balancegang på en knivsæg. Du starter – og så holder du så højt tempo, du kan, uden at gå ned.

Det lyder nemt, men det er det ikke. Det er nemt op til fire-seks timer – men fra seks timer og op efter bliver det svært. Bare spørg alle dem som har lagt for hårdt ud og betalt prisen.

Jeg løb mit første ultraløb i 2004 – Ursvik Ultra i Stockholm på 75 kilometer – og jeg har øvet mig i at balancere på knivsæggen lige siden. Og da jeg løb i lørdags, trak jeg ikke kun på de sidste to måneders løbetræning, men på 15 års akkumulerede fejltagelser og gode erfaringer høstet igen og igen.

 

Den ene ting jeg har lært, som overskygger det hele er, at det kræver to ting at klare sig i løb, som er så lange som 50 miles-løbet på Bornholm:

Den ene er din fysiske form – den anden er din mentale form.

Du skal selvfølgelig være i løbeform. Og det er jeg. Mit 2018 kommer primært til at dreje omkring løbeløb, så siden november har jeg skruet op for løbetræningen og ned for timerne på cyklen. Jeg har også holdt min styrketræning ved lige, og det er altid en og god indikator på at jeg er skarp.

Til gengæld har jeg lært at det er lige meget, hvor god form du er i, og hvor hurtige og hvor mange intervaller, du kan løbe. Dem kan du godt forlade dit på, hvis du løber en kort distance på et par timer. Men når jeg snakker ”ultraløb” så er vi ude over otte timer, og her er det din mentale form, der afgør løbet.

Hvis ikke du er knivskarp i pæren, så begår du fejl. Så glemmer du at spise nok, du lægger for hårdt ud, du sover dårligt op til løbet, træner for meget, glemmer dit udstyr - eller andet.

Ligeså god fysisk form, jeg var i – ligeså meget tvivl havde jeg op til løbet om min mentale form: Jeg er lidt småpresset i hverdagen. Mit liv som selvstændig er hårdt, og jeg er ved at søge job. Jeg er ved at sælge mit hus. Osv, osv.

Når man står i den situation, så har man nogle redningskranse. Min er den årelange rutine, jeg har. Jeg har prøvet de her løb flere gange, end jeg kan huske. Så jeg valgte at tage af sted uanset hvad, for så snart startskuddet lød, skulle jeg nok klare den.

Fordi: Som ultraløber bliver man altid mødt med spørgsmålet ”hvorfor gider du løbe så langt”?

Der er ikke ét svar på det, men noget af det, jeg elsker, er den enkelthed, der ligger i at konkurrere.

Fra startskuddet lyder og til du er i mål, er du i en anden verden. Det er en simpel og ligetil verden, hvor du skal æde, løbe og drikke. Og ikke andet.

Der er ingen mobiltelefoner til at forstyrre dig. Ingen Forældreintra. Ingen Netbank. Der er bare din krop, dig og den rute, du er ude på.

Det er ingenlunde en verden, jeg ville være i altid. Men den er fantastisk at være på besøg i nu og da.

Ikke mindst fordi den sætter vore hverdag i et tydeligt relief: Til sådan et løb har du kun dig selv at stå til ansvar for. Det er dit ansvar, at du har det rigtige udstyr med. Hvis du har taget for lidt eller for let tøj på, så er det bare ærgerligt: Så fryser du. Hvis du ikke har taget den rette mængde mad med? Ja, så bliver du sulten.

Derfor var jeg lettet og glad så snart løbet blev givet frit.

 

Første mand stikker afsted

Vi havde kun løbet en lille kilometer af løbet, før der var bid, og en løber strøg forbi i højt tempo.

Det er altid spændende, hvordan starten kommer til at blive til et ultraløb. Jeg mener: Vi skulle løbe 80 kilometer. Det er ikke for små børn, og lægger man for hurtigt og hårdt ud, er der afregning ved kasse 1 i form af tomme depoter i kroppen.

Da vi startede kl. 6.00, var det stadig mørkt, så vi skulle alle have en pandelampe på. Jeg løber altid med en ret lille lampe. Og løberen, som åbnede ballet og satte afsted i rasende tempo havde en stor og kraftig lygte.

Så jeg tænkte, at hvis jeg gjorde ham selskab fik jeg to gevinster: Han kunne lyse underlaget op for mig – og jeg var stadig med forrest i løbet.

Da vi var kommet i mål, fandt jeg ud af, at løberen sjovt nok var min navnebror: Der findes altså ikke bare en anden ultraløber, der hedder Thure. Vi er to, og den anden Thure kommer tilmed også fra Grønland. Jeg er opvokset i Qaqortoq på sydvestkysten – og min navnebror bor i Nuuk. What are the odds?

Måske derfor kunne jeg med det samme genkende noget farligt ved min følgesvend. For så snart vi var kommet afsted, begyndte jeg at kigge ham grundigt an.

Hans løbestil var god. Han hoppede hjemmevant rundt på rødder og klipper, og han havde tynde ben (de er farlige) og kraftige lægmuskler under sine sorte tights (den slags er også farlige. For mig altså).

Han havde også styr på at drikke, og hans åndedræt lød ikke specielt besværet. Det altså på trods af, at han satte et drabeligt højt tempo.

Manden løb, som om han havde stjålet sine løbesko.

Langsomt gik det op for mig, at jeg kunne være i knibe. Tanken slog mig: ”Hvis ham der kan holde det tempo i 80 kilometer, så skal jeg godt nok spænde hjelmen for at kunne følge med.”

Netop da fik jeg en hilsen. Den var fra det antikke Grækenland:

Den lød: ”Hvis.”

Og inden vi havde løbet de første ti kilometer, fik jeg syn for sagen: Ved en lille kort opstigning overhalede jeg min navnebror, og jeg studsede over, at hans åndedræt nu lød som om, han skulle puste balloner op til en børnefødselsdag - i en ruf. Det stod lysende klart: Han havde lagt for hårdt ud, og nu betalte han prisen.

Jeg kvitterede ved at sætte tempoet en lillebitte smule, og så blev den anden Thure skudt bagud. Jeg havde ham ikke inde for rækkevidde igen, før vi sad og huggede pasta i os efter løbet og snakkede om fælles bekendte Grønland.

Alene i front efter 10 km

Med min navnebror af vejen, var jeg nu alene i front. Løbet var 10 kilometer gammelt, og der var ikke gået meget mere end en times tid. At styre løbet fra fronten er på ingen måde et drømmescenarie for mig. Jeg vil helst ligge et par pladser tilbage og lure på mine konkurrenter – og så hugge til når og hvis muligheden byder sig.

Det gjorde den også på Bornholm, men det betød udsigten til 70 kilometer alene i front. Den skæbne accepterede jeg – og jeg prøvede at slå de andre løbere ud af hovedet og fokusere på min plan: ”Find det tempo, som er det tætteste på det, du kan holde 80 kilometer”.

Vi løb første omgang i mørke, og da jeg var på vej ned mod første passage af målstregen, var det blevet så lyst, at jeg kunne smide min pandelampe og løbe uden. Jeg greb en fyldt halvliters-flaske, en banan og en Yankiebar og satte afsted

Jeg noterede mig i mit tilbageløb, hvor de andre var – og jeg gav dem et bredt smil og et frejdigt ”God tur” da de passerede mig (Smilet og den overskudsagtige tone havde de fået uanset, hvor træt jeg var: Ultraløb er et pokerspil, og hvis jeg kunne give mine forfølgere indtrykket af, at jeg var glad og ubekymret, så ved jeg, at det rammer dem).

Da jeg satte afsted på min anden omgang, havde jeg ét mål ud over at flytte fødderne: Fyld hovedet med så meget mad og drikke, som muligt.

Min blære sørgede for at holde mig opdateret på, om jeg drak nok, og jeg sjat-pissede cirka hver halve time. Det er en teknik, jeg har lært mig, hvor jeg giver efter for tissetrangen, mens jeg løber. Og så venter jeg til sidste øjeblik med at give los. Når det sker, så stopper jeg op i ganske kort tid (måske kun 5-10 sekunder), men der bliver lænset hvert sekund, og målet er at få hevet lidt spildevand overbord men ikke det hele. Bare nok til at tissetrangen er borte. Formål: At jeg ikke stopper op for længe og falder i staver i akten.

Da jeg kom rundt efter én omgang mere, var der én god og én dårlig nyhed. Den gode var, at jeg havde øget afstanden ned til forfølgerne. Den dårlige var, at det var for længe siden, jeg havde tisset.

Den sidste er noget jeg har vold-meget respekt for. Jeg har set gang på gang, at en ultraløber glemmer at drikke, og efterfølgende begynder at klage over den ene eller den anden skavank: Jeg er svimmel, jeg mister appettiten osv, osv. Alt sammen kan føres tilbage til, at du ikke har drukket nok, så ved målpassagen doblede jeg mit væske op og greb en halv liter cola ud over en ny halv liter saftevand.

Fra vendepunktet gik det støt opad i en god kilometers penge, så jeg satte tempoet ned og fokuserede på at få tvunget den halve liter cola ned – i følgeskab med en banan.

Det gik fint. I starten. Derefter følte jeg mig som en fois gras-and og små seks kilometer længere fremme, fik jeg med grovfilen.

Det startede med, at der kom et lille advarsels-skvulp fra maven. Først et host, som jeg tænkte hellere måtte få frit løb. Det skiftede så karakter til en hyggelig lille klat opkast, som jeg prompte skillede mig af med.

 

Nu stod jeg ved en af de mange skilleveje i livet, hvor et menneske må bestemme hvilken retning, der skal fares i. På den ene side havde jeg i den grad brug for det energi og væske, jeg havde proppet i hovedet og ned i maven. På den anden side var det tydeligt, at jeg var blevet for ivrig og ikke kunne optage det.

Dilemmaet til trods, så løb jeg videre, mens jeg foretog en hurtig rådslagning med min hjerne. Vi blev hurtigt enige om, at jeg for alt i verden måtte holde på maveindholdet. Hellere det end at miste energien.

Nu havde vi en plan. Den var bare ikke blevet vinget af med min mave. Den ville også have sit besyv med, og rykkede lynhurtigt på en kontraordre. Det var tydeligt, at slaget var tabt. Jeg skulle brække, og det var nu. Jeg indtog lynhurtigt naturudgaven af køkkenbordspositionen (det er den hvor du i bredstående stilling, bukker dig forover og hviler hænderne på knæene). Inde i mit hoved strittede jeg imod, alt hvad jeg kunne: ”Hvis du bare holder det indenbords, så får du det bedre lige om lidt.”

Jeg sværger at i netop det øjeblik, blev der helt stille i den lille dal under Nordeuropas største borgruin, hvor jeg stod. Ude over havet kunne man høre mågerne skrige, da jeg åbnede for sluserne, men inde under trætoppene, hvor jeg stod var der fuldkommen ro, mens jeg voldørlede ned på jorden.

Jeg sendte med en voldsom kraft en lang underarmstyk stråle af opkast sydpå i en smuk bue. Skoven var stum, mens jeg harkede: ”HVIIIIIIIIII-I-I-I-I-I-IIIS”

Det var et smukt opkast. Det smagte sødligt af saftevand, cola og bananer, og undervejs nåede jeg at more mig over, hvor imponerende meget, jeg kastede læns. Og med hvilken styrke!

Da festen var slut, rejste jeg mig og kiggede mig omtåget omkring.

 

Jeg var som født på ny. Det var en næsten religiøs åbenbaring, da jeg igen stemplede ind i vores verden. Pipfuglene fløjtede, og solen var brudt igennem det skrå skydække og kælede mig i ansigtet med solstrålerne. Jeg kiggede ned på ofringen og kunne ikke lade være med at give mig selv en highfive for præstationen.

Da jeg begyndte at løbe igen, var det som om, jeg fløj hen over jorden. Som en forårskåd gazelle i spring.

“Nu skal du bare holde hjem”

Efter at maven var blevet lettet, kunne jeg vende mit fokus på det løb, der jo var i gang. Det hele gik jo fint: Jeg lå forrest. Jeg var relativt frisk og stadig godt løbende. Og der er tydeligvis gang i systemet.

”Så skal du bare holde hele vejen til mål,” overbeviste min hjerne mig.

På det tidspunkt begyndte jeg at møde løbere fra de andre distancer. Det var en kærkommen afveksling, da jeg ikke rigtig havde mødt andre mennesker, og det giver lidt ekstra tempo at se, hvor hurtigt du kan indhente en løber, fra du ser ham ude i horisonten, og til du passerer ham.

Da jeg passerede målstregen og løb ud på min sidste omgang, havde jeg ikke uventet udbygget mit forspring en lille smule. Til gengæld var det de samme sortklædte løbere, som var i hælene på mig, og i takt med at kræfterne blev brugt op, blev det sværere at holde koncentrationen.

Ultraløb handler i den grad om at udholde ubehageligheder. Og jeg tror, at mit talent for de lange distancer bunder i, at min tærskel for, hvornår det hele simpelthen er for surt, er ret høj.

Så længe jeg kan glæde mig til et varmt bad, en skude mad og en kold øl, så gør det ikke så meget, at mellemregningen ikke er superkomfortabel.

Og det levede min sidste omgang af Hammer Trail Winter Edition til fulde op til. Jeg havde løbet igenem så meget mudder, at jeg havde et tykt lag smuds under trædepuden forrest på min højre fod. Det kunne jeg mærke hver gang, jeg trådte den i jorden, og det krøb langsom men sikkert ind i hjernen på mig.

Da jeg havde omkring fire kilometer tilbage, begyndte jeg at krakelere, og for første gang blev jeg nervøs og kiggede mig over skulderen. Jeg kunne stadig bevæge fødderne i løb – men jeg havde efterhånden fået banket nok ydmyghed ind i knolden til, at jeg vidste, at jeg ikke skulle tro, at den var hjemme.

 

I min hjerne lød det:

”Hvis der er en af de andre, der kommer op til mig nu, så har jeg ikke kræfter til et ryk.”

I samme øjeblik som ordene faldt, lød der en hvisken i krattet. Den kom fra det antikke Grækenland og det lød:

”Hvis” - Jeg passerede to løbere. De havde samme farve startnummer som mig. Det betød, at jeg lige havde overhalet dem med en omgang, og de råbte, at jeg skulle give den gas, der var to kilometer hjem nu.

Hvis jeg havde kunne skrue tempoet, så gjorde jeg det. Faktisk skruede jeg det i vejret, men jeg var så træt, at det kun rakte til, at jeg holdt tempoet.

Først i næstsidste sving kiggede jeg mig tilbage. Der var fri bane. Et par minutter senere strøg jeg over målstregen i Allinge i tiden 9 timer, 19 minutter og 22 sekunder. Som første løber i mål på 50 miles-distancen til årets Hammer Trail Winter.

Spartarnerne gamblede og vandt. Jeg gamblede også. På at hvis jeg kastede mig ud i det, så kunne jeg balancere på knivæggen hele vejen i mål. Den lørdag på Bornholm, var jeg så heldig, at der var mig som trak det længste strå.

OM LØBET:

Løbets navn: Salomon Hammer Trail - Winter Edition
Type: Ultra trail
Distance: 80 km / +3.000 højdemeter
Rute: 20 km lang / 4 omgange

Link: http://hammertrail.dk/winter/

TAK TIL:
Mine gode sponsorer Columbia Sportswear - GripGrab - FUSION. Og naturligvis Shane C. Kenny for følgeskab til Bornholm - og Andreas Hedensted for hep og en ekstra ølbillet. Tejn IF og deres frivillige gør et fantastisk stykke arbejde - stor tak til dem for et godt og hårdt løb.