Speedskater Viktor Thorup er Danmarks største OL-håb

Speedskater Viktor Thorup er Danmarks største OL-håb

Når det gælder vintersport har Danmark produceret flere anti-helte end stjerner. Det er typisk noget med en Canadisk snowboarder med et afslappet forhold til fjolletobak, som pludselig opdager en hurtig genvej til OL, fordi han/hun tilfældigvis er ⅛ danske. Selv når Danmark vinder en OL-medalje bliver det fejret med en vis ironisk distance

 - “Vi kaster med sten og fejer med koste”. 

FUSION-atlet Viktor Thorup er imidlertid 100% legit. Han er Danmarks største seriøse medal-contender og i kan følge den danske Speedskate-stjerne d. 6 og 19. februar!


Succes opskriften; Fedt, flid og snyd:

Enkelte læsere husker måske de legendariske tv-udsendelser med Gotha Andersen “Fedt, flid og snyd”, en politisk ukorrekt guide til bedre karaktere i skolen. Samme formel kan muligvis forklare hvordan en ung rulleskøjteløber fra Slagelse kan ende som speedskate-stjerne til Vinter-OL. 

Som ung teenager var Viktor ærgerrig, kompromisløs og stålsat nok til at “snyde” sine forældre til at betale for en fransk “sprogskole”, som i virkeligheden var et skalkeskjul for at inline-skate dagen lang med én af Europas stærkeste træningsgrupper. Han accepterede uden videre en spartansk livsstil og sov på en gulvmadras i månedsvis, samt gav afkald på hele sit sociale netværk, for at kunne træne med de bedste som 15-16 årig. 


Umiddelbart forbindes det “at fedte” som noget negativt, men den særlige evne til at læse og afkode en social kontekst og blive accepteret i træningsgrupper verden over, har været afgørende for Viktors succes. Som en kamæleon adapterede han nye indtryk og formåede at omstille sig på rekordtid, da han blev headhuntet til Speedskate landsholdet efter mange år som rulleskøjteløber. Ud over et kæmpe talent for at køre stærkt på skøjter, havde Viktor et “magisk touch” for at opsnuse muligheden for at træne med de bedste i verden. Først et par år med det norske landshold, derpå et US eventyr i Salt Lake City med hele den amerikanske elite og senest Rusland, hvor Viktor i dag bor med sin forlovede. 


Først og fremmest er Viktor Thorup’s vej til stjernestatus dog et udtryk for utrolig meget træning og flid. Allerede som barn var han villig til at træne mere end alle andre for at blive den bedste. Oprindeligt var rulleskøjterne ikke en passion i sig selv, men blot et brændende ønske om at være den bedste til noget. Derfor var det naturligt at integrere cykling og masser af styrketræning i den daglige rutine, som han har fastholdt frem til i dag. Med ca. 30 timer pr. uge er Viktors træningspensum blandt de tungeste, når man sammenligner med verdenseliten.    


OL byen og egne forventninger:

 Kort før afrejsen til Beijing sendte Viktor følgende statusopdatering: 

“Med 35.000 personer isoleret i hele februar måned pga. Covid-restriktioner, bliver det historiens største OL by. Alle atleter skal have 3 PCR tests inden de kan komme ind i OL boblen, så jeg forventer ikke at Corona bliver et tema, når først vi er inde. Heldigvis er der ikke gået på kompromis med træningsfaciliteter og madudvalg.  


Hvad angår selve konkurrencen, så tager jeg til Kina med høje forventninger. Jeg bevidste tidligere på vinteren at niveauet er til at vinde en medalje, og siden har jeg oplevet både fysisk og teknisk fremgang i træning. 

Vi er 6-10 potentielle medaljekandidater, så alt kan ske når massestarten skydes i gang på OL’s sidste konkurrencedag. Takket være FUSION og teamet bag mig, stiller jeg nu til start i mit andet OL, med følelsen af at være den bedst mulige version af mig selv. Jeg er fortsat langt yngre i sporten end mange af mine konkurrenter, men går benhårdt efter en historisk OL medalje. Skulle den alligevel glippe, bliver det en uforglemmelig oplevelse der vil give mig ekstra blod på tanden frem mod OL 2026”.     

 

Kommentér