Så let er det at snyde med aerodynamisk data: Et konkret eksempel

Det er let at manipulere med aerodynamisk data for at få et produkt til at se bedre ud end det er. Det har vi allerede beskrevet i dette blog-post, der dykker ned i emnet. For at gøre det lidt mere konkret har vi lavet en test i Tempo! Wind Tunnel, der skal eksemplificere hvor let det er at snyde med data.
Vi har derfor testet vores nye Tempo! Road Race Suit mod to konfigurationer - vores Tempo! Two Jersey og vores Tempo! One Jersey - og prøvet at vise, hvordan vi kunne have manipuleret dataen med de eksempler, vi præsenterede i førnævte blog-post. Har du ikke læst det endnu, vil jeg klart anbefale dig at gøre det inden du læser videre.
Lad os starte med testen. Både Tempo! Two-trøjen og Tempo! One-trøjen kombinerede vi med et par Tempo! One Bibs for at give den mest reelle sammenligning på tværs af produkterne, da disse også er med samme materiale på underdelen som road race-suitet, som de skulle testes mod.
Testen blev udført i en standard yaw-vinkel på 4 grader, som er en vinkel, der giver et godt vægtet gennemsnit af, hvad man vil møde på en landevejscykel. Det blev testet på tværs af fire hastigheder: 32,4 km/t; 39,6 km/t; 46,8 km/t og 54 km/t. Grunden til de lidt skæve km/t-angivelser er, at vi regner i meter i sekundet i vores vindtunnel, og at det derfor svarer til, at vi tester ved 9, 11, 13 og 15 meter i sekundet.
Vi har valgt de hastigheder for at give et billede på tværs af et forløb - og vise den drag crisis, der er i materialerne. Derudover har vi tre vidt forskellige strukturer på ærmerne af de forskellige dragter, som opfører sig forskelligt ved forskellige hastigheder.
Det er værd at bemærke, at du skal tænke på vindhastigheden som den reelle lufthastighed, der rammer dig som rytter. Hvis du fx cykler med 28 km/t i en let modvind på 18 km/t rammes du af en reel vindhastighed på 46 km/t. Omvendt vil vindhastigheden være markant lavere, når man kører i medvind
Derfor giver det også mening at se på vindhastigheder, der er højere end dem, man reelt ser på cykelcomputeren. Men inden vi gør det, er det vigtigt at komme med nogle forbehold.
Når vi om lidt angiver resultaterne i både CDA og watt, så er det ikke givet, at de watt vi angiver, vil teste helt ens, hvis vi testede dem på dig. Aerodynamik er langt mere personligt, end hvad det ofte fremstilles. Det ser vi, når vi tester en lang række atleter på daglig basis i vores vindtunnel.
Når vi vælger materialer til de dragter, du kan købe på hjemmesiden, har vi derfor gjort en stor indsats for at vælge materialer, der fungerer godt på alle. Det er din sikkerhed for, at vi ikke har valgt et særligt specifikt materiale, der fungerer godt på én kropstype - men at vi har testet vores produkter på mange ryttere med forskellige kropsbygninger og størrelser, så vi er sikre på, at det fungerer godt på mange.
Alligevel tør vi godt sige, at nedenstående eksempel giver et godt indblik i de forskelle, man generelt ser - og at tendenserne på tværs af ryttertyper vil være ret ens med det, vi opgiver her. Som en sidste ting skal vi også lige nævne, at alle de testede dragter naturligvis er testet i en tætsiddende størrelse, så vi ikke skævvrider resultaterne ved at den ene er en anden størrelse af den anden.
I næsten alle de testede scenarier kommer Tempo! Road Race-suitet ud hurtigere end Tempo! Two-trøjen, der er målrettet lavere hastigheder og Tempo! One Jersey, der er målrettet lidt højere hastigheder. Fælles for de tre trøjer er, at særligt ærmerne er vidt forskellige på de tre konfigurationer - ligesom der er forskelle i materialerne på kroppen og på sammensyningen. Tempo! Two Jersey er en klassisk cykeltrøje med lynlås på fronten. På Tempo! One Jersey er lynlåsen droppet for at skabe et mere tæt fit og Tempo! Road Race Suit er, som navnet antyder, en heldragt.
Alle tre produkter er meget tætte ved 32 km/t. Tempo! Road Race Suit kommer ganske vist lidt hurtigere ud end de andre - men forskellene er så små, at Tempo! Two Jersey med sit markant lavere prispunkt vil være et godt valg her.
Skruer vi hastigheden op til 40 km/t begynder Road Race Suit at trække fra og præsenterer en klar fordel, mens de to andre jerseys fortsat er ekstremt tætte.
Ved 46,8 km/t sker der noget interessant. Road Race Suit beholder sine gode egenskaber, men indhentes af Tempo! One Jersey, der netop er udviklet til at fungere godt ved højere hastigheder end Tempo! Two Jersey, der begynder at sakke bagud. Teksturen på ærmerne på en Tempo! One Jersey har nået det punkt hvor de fungerer særligt godt og derfor henter trøjen ind på dragten til trods for at dragten i sig selv skulle forventes at være mere aerodynamisk grundet sammensyningen.
Ved 54 km/t trækker dragten igen fra og verificerer her valget af materialerne på dragten, der også er valgt ud fra, at de skal være gode ved et spænd af forskellige hastigheder. Tempo! One og Tempo! Two-trøjerne er begge forbi det punkt, hvor grovheden i strukturen er så aggressiv, at det mister styringen af det turbulente flow, som vi omtale nærmere i blog-postet om dette.
Hvis vi ville manipulere dataen kunne vi fortælle, at Tempo! Two Jersey er så god, at den er kompetitiv med Tempo! Road Race-suit - selvom det altså reelt kun er rigtigt ved den lavest testede hastighed. Det ville være et eksempel på hvorfor det er så afgørende, at man opgiver testhastigheden, når man fremlægger resultaterne af en aerotest.
Vi kunne også fortælle, at Tempo! Road Race Suit er 9,8 watt hurtigere end Tempo! Two Jersey. Men hvis du kører hastigheder nærmere de 32 km/t på dine cykelture, er det ikke så relevant for dig, at vi opgiver de besparelser vi finder, ved 54 km/t, da du sjældent vil møde de forhold.
Vi kunne også have valgt at inkludere det, vi kaldte for en stråmandstest i blog-postet. Vi har ikke opgivet resultaterne herunder, men vi testede også dragterne og trøjerne mod vores entry-level C3-Jersey. Og med den i spillet er det let at lave en meget imponerende marketingskampagne. Ved 46,8 er der hele 20,1 watt forskel på C3-jersey og Road Race Suit mens forskellen stiger til 30,1 watt ved 54 km/t.
Det lyder flot og imponerende at kunne fortælle, at vores nye Road Race-suit er over 30 watt hurtigere i en vindtunnel-test. Det er bare ikke reelt, da vi sammenligner to produkter, der er udviklet med to formål og til to meget forskellige målgrupper. Road Race-suitet er den dragt, du tager på, når alt er sat ind på marginalerne og den ekstra fart - C3-trøjen er den behagelige trøje, du elsker at køre i, når du er ude i naturen for at nyde elementerne på to hjul.
Når vi hver dag tester i vores egen Tempo! Wind Tunnel er det med disse overvejelser i baghovedet. Derfor opgiver vi sjældent absolutte watt-værdier - af respekt for både dig og for den videnskabelige metode, vi arbejder efter.
Til gengæld kan du vide dig sikker på, at vi tester og optimerer vores produkter hver dag for at kunne lancere og opdatere, når vi finder en forskel, som vi har testet så godt, at vi er sikre på, at den gør dig hurtigere på cyklen - hvad enten du er triatlet eller cykelrytter.
