Verdensmesteren i vindtunnelen: 2006 mod 2026

Normann Stadler vandt det ikoniske verdensmesterskab på Kona i 2006. Nu, 20 år senere, vender han tilbage for at stille til start som age-group-atlet. Men hvad er der egentlig sket på de to årtier, og hvordan har udstyret udviklet sig? Det spørgsmål satte vi os til at jage for at finde ud af, hvad der sker på to årtier og samtidigt afsøge, om der er noget, vi stadig kan lære af fortidens bedrifter. 

Da Normann Stadler i oktober 2006 vandt sit andet verdensmesterskab i Full Distance-triathlon, var det på grund af en vanvittig cykeltid. Den tyske triatlet lykkedes ikke kun med at sætte en ny ruterekord på Kona med 4 timer, 18 minutter og 23 sekunder - han vandt også over 10 minutter (!) på forfølgerne. Til trods for en intens jagt fra Chris McCormack lykkedes det Stadler at holde australieren bag sig og krydse målstregen jublende til sit andet verdensmesterskab.

Siden Stadlers sejr har livet taget en markant drejning hos tyskeren. Alvorlige hjerteproblemer førte ham gennem et omfattende behandlings- og operationsforløb, som har sat sine spor på kroppen. Men passionen for et aktivt liv, lysten til at udfordre sig selv og kærligheden til triatlon har overlevet det hårde forløb. Derfor har Stadler valgt at markere 20-året for sin VM-sejr ved at vende tilbage til stillehavsøen, hvor drømmen blev til virkelighed to gange i midten af 00’erne. Kroppen og verden om ham har forandret sig siden da. Vi besluttede os derfor for at vække fortiden til live med den tyske toptriatlet; inviterede ham på en tur gennem memory lane og besluttede os for at finde ud af, hvor meget verden har ændret sig. 

I vores vindtunnel. Med en direkte sammenligning mellem nu og da. Normann Stadler havde derfor været i gemmerne og fundet sit udstyr fra den 21. oktober 2006 frem. Den gamle hjelm, cykel og tøj til en direkte sammenligning på den teknologiske udvikling på 20 år. 

Det første, der sprang i øjnene, var den ekstremt aggressive position med næsten horisontale arme og en meget lav stack-højde. Det var den gamle skole, hvor filosofien i grove træk lød, at jo lavere position, jo lavere skulle det gå. 

Stadler lignede sit gamle jeg, men måtte samtidig erkende, at tanken om at sidde sådan i 180 kilometer i dag virkede næsten utopisk. Ikke desto mindre var det præcis, hvad han gjorde, da han for 20 år siden satte ruterekord på Hawaii. At Stadler over 180 kilometer kunne sidde i en så aggressiv position, der efter nutidens standarder også må betegnes som ukomfortabel, må betragtes som ganske imponerende.  

Efter de første test i vindtunnelen kom der en kærkommen pause for Stadler, da han kunne strække kroppen ud, mens vi skiftede datidens vindercykel ud med hans spritnye Ridley Triton Fast. Da han satte sig til rette, var forskellen tydelig. Med markant mere stack-højde og en let vinkel på armene kunne han i langt højere grad hvile i positionen.

Visuelt var forskellen enorm. Men overraskende nok var den aerodynamiske forskel mellem 2006-cyklen med den gamle position og det moderne setup mindre end tre watt. I 2006-udgavens favør vel og mærke. 

På mange måder er det en opsigtsvækkende konklusion og intuitivt let at tænke, at der intet er sket på cykelfronten de sidste 20 år. Svaret er imidlertid langt mere nuanceret end det. 

At de to setups præsterede næsten identisk aerodynamisk, er interessant fordi Normann Stadler sad så meget mere komfortabelt på den nye cykel. Hans hoftevinkel var langt mere åben, hans torso var langt højere oppe, og han sad ingenlunde i en så kompakt og komprimeret position som i 2006. 

Positionen står for en meget stor del af det aerodynamiske drag. Derfor er den rigtige konklusion nærmere, at det er meget interessant, at teknologien har flyttet sig så meget, at man med 20 år mere på bagen, mindre mobilitet, et alvorligt sygdomsforløb og en forandret krop nærmest kan præstere 1:1 på den aerodynamiske front. 

Med den test i bogen bevægede vi os videre til tøjet. De gamle shorts og toppen fra 2006 blev skiftet ud med vores Tempo Pro Suit, mens Giro-hjelmen i første omgang blev bevaret som et levn fra fortiden. Formålet var at isolere hver enkelt ændring og dermed se præcis, hvad udviklingen fra 2006 til i dag havde betydet.

Her kom dagens måske største øjenåbner for Normann Stadler. 

Tallene på skærmen viste en markant forskel mellem det tøj, han vandt VM i for 20 år siden, og den dragt, han skal køre i år. På tværs af de testede hastigheder målte vi en gennemsnitlig besparelse på 22 watt, og ved 46 km/t var forskellen mere end 30 watt.

Tallene her giver mening. Udviklingen inden for aerodynamisk beklædning har været enorm gennem de seneste to årtier. Tøj er ikke længere blot noget, man har på, fordi man skal. Materialer, teksturer og sømme bliver nøje udvalgt og placeret med et formål: at styre luftstrømmen og reducere vindmodstanden mest muligt. Der er en kæmpe forskel fra 2006, hvor Stadler kørte i en ærmeløs top, til i 2026, hvor han tørner ud i en dragt, hvor teksturen i materialerne er designet til at reducere den wake, som luften skaber bag rytteren. 

Med tøjet på plads gik vi videre til hjelme, hvor den gamle Giro-hjelm fra 2006 fortsat var imponerende konkurrencedygtig i den indledende position. Vi testede den mod Abus Timeshifter og Rudy Project og fandt, at de var overraskende tæt på hinanden - dog med et aberdabei: at de nye hjelme byder på langt bedre komfort, ventilation og sikkerhed. 

Næste skridt var nu at se på forbedringer. For der var ingen tvivl om, at der stadig var et stort uforløst potentiale for Stadlers nye position. Med respekt for den korte tid frem mod verdensmesterskabet fokuserede vi på justeringer, der både var realistiske og anvendelige på racedagen.

Små ændringer i positionen og brugen af calf sleeves gav yderligere aerodynamiske forbedringer. Samtidig integrerede vi de nødvendige hydreringsløsninger med så lille en aerodynamisk omkostning som muligt. Muligheden og effekten af at kunne medbringe den nødvendige ernæring er ligeledes et af de steder, hvor tingene har ændret sig markant, siden sidst Normann var på Hawaii.

Efter fem en halv time i vindtunnelen kunne vi derfor sætte to streger under vores spørgsmål om, hvor meget hurtigere verdensmesteren fra 2006 havde været, hvis han med en tidsmaskine kunne rejse 20 år tilbage med nutidens setup. 

Den gennemsnitlige besparelse på tværs af hastighederne var 33 watt. Ved 47 km/t toppede den med hele 47 watt besparelse. 

Hvis vi antager, at Stadler havde haft samme ben og samme forhold, men moderne udstyr, havde han barberet godt 11 minutter af sin cykeltid på Kona. Den udregning er i øvrigt uden at tage højde for forbedringerne i både rullemodstand og kædelinjeeffektivitet, der også er sket siden 2006. Den tager heller ikke højde for de enorme kvantespring, der er sket i sportsernæring og træningsmetoder. 

Når man samtidigt regner ind, at Stadler havde haft et mere komfortabelt setup, mere plads til hydrering og ernæring og med alle de forbedringer, der ikke er indregnet i tallene her, så forstår man pludseligt også, hvorfor farten er så høj, som den er i dag. Og man står også tilbage med den konklusion, at Stadler fysisk har været på et niveau, der ville være ekstremt spændende at se mod nutidens stjerner. 

Hvor meget hurtigere det var gået i 2006, er svært at sætte to endelige streger under. Men den teknologiske udvikling er der ingen tvivl om.