Når motivationen dykker!

I 7 år har jeg dyrket triathlon. Først på motionsplan. Sidenhen mere elitepræget.

Jeg har nydt udviklingen, træningen, konkurrencerne. Sejrene. Dem der blev fejret på toppen af podiet, men måske mere dem, der blev fejret ovenpå en urimelig hård træning eller efter et rigtig godt testresultat. De personlige sejre.

Når jeg kigger tilbage på efterhånden en del sæsoner med rigtig meget triathlon på programmet, slår det mig, hvor naturlig en del af mit liv træning og konkurrence er blevet. Hvor meget grænserne er rykket for, hvad der kan lade sig gøre. Hvad jeg kan nå, inden hverdagens andre gøremål skal passes. Hvor sjældent jeg skal diskutere med mig selv, hvorvidt jeg skal eller ej. Hvor meget nemmere det i virkeligheden bliver med tiden. Når træningen bare er fast inventar. Jeg gør det uden overvejelser. Fordi jeg elsker det, men også fordi jeg ved, at hvis jeg vil fortsætte min udvikling, så er det altså det, det kræver.

Min motivation for at træne og race har altid været påfaldende konstant. Måske fordi min udvikling har været stødt opadgående. Måske fordi mine resultater har været gode. Måske fordi jeg som en af få har tiden til at dyrke min sport. Måske fordi jeg er helt bevidst om, hvorfor jeg dyrker triathlon.

Men konstant er ikke nødvendigvis konsekvent. Jeg tror, det er helt almindeligt at mærke dyk i motivationen, når man gennem en lang periode dedikerer sig til et projekt. Det er helt menneskeligt. Tricket er at være bevidst om, hvorfor det sker, og kende sig selv godt nok til at løse gåden og bringe lysten tilbage.

Kun én gang har jeg oplevet at demotivationen har omfavnet mig - sådan rigtig voldsomt. Og helt uventet.

Det skete i 2016 efter en helt fantastisk første halvdel af sæsonen og efter at have kørt et af mine bedste races på daværende tidspunkt. PB´ i samtlige discipliner og dermed også PB på IM-distancen. Der var ingen grænser for euforien. Ny træner. Nye standarder. Nye tilgange. Alt var godt.

Lige indtil jeg fik et ordentligt smæk af demotivation, da jeg kom retur til hverdagen. Først prøvede jeg at ignorere den. At få tikket alle mine træningspas af trods den manglende lyst. Det forsøg måtte jeg droppe efter en uge. Jeg fik fysisk væmmelse af at tænke på træning. I uge to fik jeg endelig kommunikeret min status til min træner, der straks tog affære og aflyste stort set alt. Jeg fik en lille skideballe for ikke at reagere på kroppen - og måske især hovedets reaktion ovenpå en intens opstart. 14 dage efter var sulten efter at træne tibage, og jeg har faktisk ikke haft et lignende, næsten fysisk motivationsdyk siden da.

Lige indtil 2018 skulle kickstartes.

Min optakt til denne sæson har været en blandet landhandel. Måske ikke så skidt, som den til tider har føltes, men heller ikke helt optimal. Og det skyldes en masse faktorer. Det vender jeg tilbage til. Det korte af det lange er, at jeg efter en rimelig lang vinterpause (stadig med daglig træning, men uden særlig intensitet, fokus og distance) skulle vende tilbage til hverdagen - sulten og parat til bygge op. Desværre blev opstarten meget påvirket af, at jeg for første gang i 5 år måtte trækkes med 10 dage i “jetlag-mode” efter turen fra Danamark til Kina. Jeg sov ikke om natten og var til gengæld en levende zombie om dagen. Ingen energi. Ingen træningslyst.

Men det var jo forklarligt, og selvom nytåret kom … og gik uden træning, så var der trods alt en årsag. Der var ikke tale om motivationsdyk. Endnu.

Endelig lettede jetlaget, og jeg kunne tage fat på træningen. Og det gik godt. Især 2 ugers camp i Thailand boostede formen og humøret. Desværre vendte jeg hjem til en ordentlig omgang influenza. Og da jeg endelig var ved at komme ovenpå, tog min mand Mads over, og hjemmet var i næsten 14 dage indehyldet i “sygdom og ugidelighed”. Men det var jo forklarligt. Der var trods alt en årsag.

Så var jeg tilbage til programmet.

Mange TSS-point var svedt ud med influenzaen, men det var egentlig ikke det frustrerende i opstarten. Demotivationen, som hele tiden havde luret bag jetlag og sygdom, blomstrede rigtig op, da formen igen begyndt at vende tilbage. Nu var jeg på rette spor, men jeg følte, at jeg tikkede træningspas efter træningspas af uden glæde og uden mål. Jeg overvejede næsten hvert træningspas. Skal - skal ikke. En underlig ukendt følelse ikke at have lyst, ikke at kunne finde tilfredsstillede i træningen. Ikke at kunne få øje på formålet.

 

Hele demotivations-situationen er i virkeligheden ret selvforstærkende. Man fristes til at kigge på alt det negative. Fokuserer på de træningspas, man ikke får lavet. Eller dem, der ikke bliver udført optimalt. Det er ret svært at se sig ud af en konstant vekselvirkning mellem selvmedlidenhed og selvbebrejdelse. Heldigvis krævede det ikke en ekspert at regne ud, hvad der forårsagede min lille krise:

1. Sæsonplanerne var uklare
2. Det føltes uambitiøst ikke at skulle forberede sig på at køre IM
3. Træningsresultaterne føltes (endnu) fraværende
4. Vejret var dårligt
5. Luften var endnu dårligere
6. Jeg gik alene med min frustration og bebrejdede mig selv

Sæson 2018 skulle for mig været året, hvor jeg ikke ville køre fuld IM, men fokusere på de korte og mellemlange distancer. Jeg ville gerne dyrke farten over udholdenheden, og samtidig have muligheden for at rejse til nogle specielle destinationer her i Asien, som jeg senere hen ville få svært ved at komme til. Desværre ville skæbnen, at der lige netop i år er opstået en mæthed på triathlon-markedet i Asien, og mange af de races jeg gerne ville deltage i var ikke på menuen. Lige pludselig var konkurrencekalenderen næsten tom.

Den lidt ujævne opstart med træningsuger med op mod 30 timer efterfulgt af uger med ned til 5 timer gjorde, at jeg ikke havde nogen fornemmelse af, hvor min form var. Det var en kæmpe frustration endelig at komme godt for start (lidt forsinket pga jetlag), blot for at tvinges ud i adskillige dages sygdom og formdyk. Her spiller det mentale aspekt en stor rolle, for selvfølge mistede jeg ikke 3 ugers god træning på 5 dages sygdom. Men det var kropsfølelsen.

Vinteren i Shanghai er bare trist. Den er kold og mørk - og våd. Kulden føles ubarmhjertig. Sådan er vinter. Men hvis man så lige topper den med en luftkvalitet, der er så ringe, at man er tvunget til udelukkende at træne indendøres. Enten til lyden af en airpurifier, der knokler for fuld hammer, eller ligefrem med maske på, så bliver kulden og mørket bare en tand mere trist. Jeg har (bortset fra de 2 uger i Thailand) trænet solo, indenfor i over 2 måneder. Det er ikke ligefrem et kæmpe motivationsboost for en type som mig.

Og endelig så har jeg ikke været rigtig god til at dele frustration og selvynk med andre. Minikrisen kunne nok have været vendt rundt hurtigere, end det er tilfældet. Havde jeg talt med min mand, havde han bedt mig om at træffe nogle hurtige beslutninger vedr. konkurrencer - og i øvrigt bedt mig om at træne lystbetonet, indtil jeg var klar til at tage rigtig fat. Havde jeg talt med min træner, så havde han fortalt mig, at formstatus så lovende ud. Han havde indviet mig i den forkromede plan for første heat af sæsonen, og jeg havde fået ro i sindet. Og blod på tanden.

Heldigvis var det lige præcis, hvad jeg fik gjort, da det først gik op for mig, at lysten til triathlon fra årets begyndelse ikke var lige så stor, som den normalt er. Det tog nogle uger. En del uger. Jeg skulle lige finde frem til, hvor skoen trykkede. Hvorfor jeg ikke var tændt. Hvorfor det irriterede mig, at alle andre postede om camps, træning og konkurrencer. Det gør det normalt ikke. Men det pirkede til mit manglende drive.

Krisen er bag mig.

1. Sæsonen er næsten planlagt
2. Der er sat ambitiøse mål - på maratondistancen
3. Træningsresultaterne (især på løb) begynder at mærkes
4. Foråret er kommet
5. Luften er rigtig god
6. Der er talt med coach og husbond
7. Der eksperimenteres med nye måder at træne på - og en ny diet

I virkeligheden er det kun naturligt, at der kommer op- og nedture, når man træner flere gange dagligt år ud og år ind. Især i opstarten hvor forholdene oftest er udfordrende. Inden konkurrencerne. Inden resultatet af de mange træningstimer kan høstes. Træningen skal også være sjov. Men den kan ikke altid være det. Nogle perioder skal man bare igennem. Jeg er lige kommet gennem sådan en periode. Og belønningen er det hele værd. I går gik temperaturen i Shanghai op fra 7 grader om lørdagen til 24 grader om søndagen. Træningen er flyttet ud. Træningssessionerne er krydret med kammarater, sol og god luft. Og der er en plan. Både for sæsonen og for træningen. Og den er anderledes. Både sæsonen og træningen. Og det var det, jeg havde brug for i år. Noget nyt. Øget løbefokus. Vi prøver at rykke grænserne for, hvor mange kilometer, jeg kan løbe ugentligt. Og hvor hurtigt. Cykling og svømning vedligeholdes. Forude venter først et maraton i Hamborg til april. Derefter følger et par 70.3. og nogle lokale OL-distancer. Og cykeleventyrerne bliver flere end forventet. Jeg får muligheden for at opleve nogle af Kinas mest ufremkommelige og lukkede provinser - fra cyklen. Herunder Tibet, som jeg har drømt om at udforske siden jeg flyttede til Kina for 6 år siden. Endelig afsluttes sæsonen med et PB-forsøg på maratondistancen.

Desuden prøver jeg for første gang i mit tri-liv at eksperimentere med dieten. Jeg er ikke fanatiker, men stor fan at fornyelse og i den grad af forbedret kropsfølelse. Der tales i disse dage meget om “plantebaseret” og “vegansk” livstil - og ja, det er ret ekstremt. For mig. Med min store glæde ved mad. Men det er også spændende. Især når man på forsøgsbasis prøver at se, hvad det kan gøre ved kroppen og præstationen. Måske ender jeg ikke som fuldstændig plantebaseret atlet. Sandsynligvis ikke. Men jeg er ret sikker på, at en øget bevidsthed om “mad og sundhed” kommer til at ændre mine madvaner fremover. For altid. På motivationsplan betyder en ny diet et nyt uudforsket område. En mulighed for optimering. For at tilføje et nyt element. Et nyt krydderi.

Jeg kan anbefale at se et par af følgende dokumentar-film, hvis man har lyst til at få inspiration til at ændre madvaner. Jeg vil dog advare mod ‘stærke scener’. Dokumentarerne er ikke for sarte sjæle, og man risikerer at få en ændret sin opfattelse af, hvad der er lækkert og godt for kroppen! 

1. What the Health
2. Fork over Knives
3. Cowspiracy
4. Rotten
5. Fat, Sick and nearly Dead

Motivation er en underlig størrelse. Når den er der, har vi en tendens til næsten at tage den for givet. Når den dykker, bliver vi til gengæld ekstremt bevidste om vigtigheden af den. Dykker den i længere tid, er det nødvendigt at få den boostet, for triathlon uden drive er en umulighed. Uden motivation mislykkes projektet, hvadend det er, med garanti - på den lange bane. Den nemmeste måde at genfinde motivationen på er ved at kende sig selv. Have en vis selvindsigt.

Som person er jeg pragmatisk. Jeg nyder at planlægge - og siden hen følge planen. Det er en af mine største “styrker” som atlet. At jeg får trænet, når der skal trænes. Jeg bliver glad, når TrainingPeaks lyser grønt. Når jeg formår at følge mit program og ramme intervallerne. Jeg kan ikke rigtig slappe af, før opgaverne er udført. Uden mål og struktur bliver jeg frustreret, mister overblikket og kan pludselig ikke huske, hvorfor jeg træner, og hvad jeg gerne vil opnå.

For mig er motivation knyttet til

1. Klare mål
2. Struktur
3. Variation i træningen
4. Træningsresultater

Når man ved, hvad der motiverer, er det nemmere at genfinde lysten, når den er væk i længere tid. Samtidig er det rart at vide, at alle har motivationsdyk. Det er en del af at træne meget. En del af livet. Det er okay. Men det er endnu bedre, hvis man hurtigt får vækket lysten igen. Og det gør man lettest ved at vide, hvem man er, hvad det er, der giver en et kick, hvorfor man dyrker fx triathlon.

For mig er det helt naturligt at tale meget om motivation og atlettyper. Min mand er professionel fodboldtræner og er dybt engageret i sportspsykologi. Han er en god sparringspartner, også når den konstante motivation ikke er konsekvent. Sammen med forsker Helle Hein har han udgivet bogen “Når Talent Forpligter”, som jeg synes kan være lærerig for alle, og især for personer som os atler, der er afhængig af lysten og drivet i vores hverdag. I stedet for at lade sig styre af følelser kan det nemlig være et godt redskab at have videnskab og emperi i ryggen, når man forsøger at forstå, hvorfor man reagerer, som man gør. Ikke alle er motiveret på samme måde som jeg. Og der er ikke noget, der er bedre end andet. Det interessante er indsigten. At du er bevist om dine “hvorfor’er” og “hvordan’er”, så du kan træne med motivation over tid.

 

God (og motiveret) sæson ‘18 til alle!

Katrine