MAGNUS DITLEV OM SIN IRONMAN DEBUT I TEXAS D. 23-04-2022

Klokken slår 03:20, vækkeuret ringer, og jeg vågner med et sæt. Min træner, Jens Petersen-Bach, og jeg får fyret op for Nutellaen, det hvide toastbrød og en kop kaffe. Mens jeg arbejder mig igennem en hel pakke hvidt brød, forsøger jeg at visualisere den plan, Jens og jeg har lagt for dagen. Opvarmningsrutine, pacingstrategi, væske- og energi-indtag, varmeudvikling og kølingsplan bliver alt sammen genopfrisket en sidste gang. I dag skulle gerne blive kulminationen på det mest målrettede og systematiske stykke arbejde, min træner og jeg har arbejdet på til dato. 

Hvad der startede med bare at skulle være en sjov test af, om jeg overhovedet kunne finde ud af at køre IM, var gået hen og blevet til en langt mere omfattende og grundig forberedelse end noget, jeg før havde lavet op til et stævne. Der bliver ikke sagt meget imellem os i den time der går, inden vi forlader hotellet og begiver os ud i mørket. Idet vi går ud af døren på det perfekt tempererede hotelværelse, bliver vi mødt af den trykkende varme og fugtighed, som jeg har haft mareridt om de sidste mange uger.

Vi rammer skiftezonen, og jeg får adgang til min nye SCOTT cykel for at stille de sidste ting klar inden race. Jeg får sat mine dunke med energiblandinger på cyklen og skoene i pedalerne. Jeg får også monteret cykelcomputer og pumpet mine dæk til det dæktryk, vi har beregnet som optimalt på netop denne rute med mit specifikke hjul- og dæk-setup. Dernæst går vi til svømmestarten, som ligger ca. 2 km fra skiftezonen. Det er en længere gåtur, inden vi ankommer til startområdet, hvor jeg hurtigt kommer i løbeskoene for at få startet min opvarmningsrutine. 15 min let jog, 2 x toiletbesøg, på med min FUSION HighSpeed suit, Sailfish swimskin udenover og så i vandet for lige at mærke forholdene og klare den sidste opvarmning inden start. Rygterne i dagene op til race gik på, at vandet var enormt beskidt, og at man risikerede at blive syg af at svømme i det. Så det var første gang jeg var i vandet på svømmeruten. Total mørke kombineret med fuldstændig grumset vand, gjorde opvarmningen i vandet til en interessant oplevelse. +70 professionelle mænd og kvinder svømmer systemløst mellem hinanden på et areal mindre end en normal 25m swimmingpool. Jeg undgår et par frontale sammenstød med de andre atleter og får linet op på startstregen sammen med nogle af dem, jeg forventer vil ligge langt fremme på svømningen.

Startskuddet går, og jeg begiver mig ud på de første meter af den 3,8 km lange svømmerute. Min plan var at være aggressiv fra start, så jeg forhåbentlig kunne få frit vand hurtigt uden for meget slåskamp. Jeg ville forsøge at fange fødderne på nogle af dem, jeg på forhånd vidste ville svømme med fronten. Jeg sprinter med alt jeg har de første 50-100m og får rimelig hurtigt frit vand. Jeg kan se, at portugiseren Azevedo ligger lige ved siden af mig. Han er en sikker front-pack svømmer i dette felt, så jeg forsøger derfor at gå på fødder af ham, hvilket umiddelbart lykkes. I et splitsekund når jeg at blive godt tilfreds med situationen, inden de røde alarmklokker begynder at ringe for alvor. Boblerne fra portugiserens fødder begynder at blive mindre og mindre, og til min store skræk, bemærker jeg, at der er ved at opstå et hul foran mig. Jeg forsøger at orientere mig lidt til begge sider og kan rimelig hurtigt konstatere, at der ikke er andre omkring mig. Det er derfor enormt vigtigt, at jeg får skabt kontakt til den gruppe, der er ved at svømme væk foran mig. Jeg trækker arbejdshandskerne på og svømmer de næste 800m, som var jeg i gang med en 1500m max svømmetest. For hver orientering jeg laver, kan jeg se, hvor langt frontgruppen er foran mig, og jeg kan konstaterer, at vi ligger og svømmer nogenlunde lige hurtigt. Problemet er bare, at jeg ligger og hyperventilerer med laktat +10 mmol/L. Jeg bander og svovler indvendig. ”Hold kæft du er en klovn, Magnus. Du er i gang med din første IRONMAN, som kommer til at vare 8 timer, og allerede efter 10 minutter er du langt over grænsen”, tænker jeg. 

Jeg fortsætter selvmordsmissionen og svømmer det bedste, jeg har lært. ”De ligger jo bare liiiiige 50m foran dig”. Ude ved første vendebøje, hvor jeg får hentet en enkelt anden atlet, der også er blevet sat fra frontgruppen, må jeg dog kapitulere og acceptere, at jeg ikke får hentet gruppen foran. Jeg går ind på fødderne af ham, jeg lige har hentet og kan hurtigt mærke, at tempoet ikke er voldsomt hurtigt. 

(Arkivfoto)

Med respekt for at det kommer til at blive en rigtig lang dag og med tanke på, at jeg allerede har gravet lidt i sukkerdepoterne, vælger jeg dog at forholde mig i ro. Jeg bliver liggende på fødderne og accepterer mit tidstab til frontgruppen. Jeg får rimelig hurtigt kontrol over kroppen igen, og resten af svømningen ligger jeg bare og chiller på fødder af ham foran mig. Jeg får visualiseret mit skift et par gange under de sidste 200m af svømningen, og da vi rammer fast jord, kan jeg konstatere, at vi er en gruppe på ca. 7-10 mand, der alle kommer op af vandet samtidig. Jeg vil helst på cyklen så langt fremme i denne gruppe som muligt, så jeg ikke skal til at bruge unødig energi på først at overhale dem og derefter at sætte dem, så jeg skynder mig igennem skiftet. Missionen lykkes, og jeg hopper på cyklen som første mand i gruppen og kommer i mine sko med det samme. Idet jeg træder cyklen op i fart, får jeg en hurtig melding fra siden af vejen af Mikkel Mortensen, som jeg bruger til sportspsykologisk sparring og som også var med i Texas for support: 4 min til front.

Med den melding i hovedet, begiver jeg mig i kast med de 180 km cykling, hvoraf størstedelen foregår på en motorvej. Det er nu, mit race for alvor starter, tænker jeg. Efter cirka 1 km kigger jeg mig over skulderen og kan se, at jeg allerede har sat den gruppe, jeg svømmede i med flere hundrede meter. Det er vigtigt for mig, da både Ben Hofmann og Cody Beals befinder sig i den gruppe. Det er to herrer, der på deres bedste dage kan løbe ekstremt hurtigt i varmt og fugtigt klima. 

Det overrasker mig, at jeg allerede har fået så stort et hul. Og det giver mig stor tro på, at de optimeringer vi i tæt samarbejde med ”Aero-Guden”, Martin Toft Madsen, har foretaget på mit cykelsetup og position i stævneforberedelserne er lykkedes. Jeg fortsætter og må flere gange minde mig selv om at holde igen og følge game planen, selvom benene er gode. 

(Arkivfoto)

Inden for den første halve time lykkes det mig at få indhentet alle dem, der var med i frontgruppen på svøm undtagen tre mand: supersvømmeren Richard Varga, den unge franskmand Sam Laidlow og FUSION kollega Jesper Svensson. Sidstnævnte får jeg indhentet lige inden, vi drejer ind på den store motorvej, hvor de næste ca. 130 km cykling foregår. Jeg ved, at Jesper er stærk på cyklen, og vi finder rimelig hurtigt ind i et fint samarbejde, hvor vi skiftes til at trække i den stride modvind på første del af ruten. Da vi når første vendepunkt efter ca. 35 km i stiv modvind, får jeg for første gang mulighed for at tage min egen split på de to foranliggende. Jeg kan konstatere, at de 4 min efter svømningen er blevet reduceret, men dog ikke så meget, som jeg havde håbet eller forventet. Jeg beslutter derfor at give den et lille nøk op på wattene, idet vi vender og rammer medvinden. Jeg ligger nu og kører i den høje ende af mine tilladte watt. 

Undervejs følger jeg minutiøst den væske- og energiplan, vi i samarbejde med flere af Team Danmarks eksperter har haft mulighed for at teste flere gange i laboratoriet inden racet. Samtidig holder jeg et vågent øje med min puls og coretemperatur og sørger for at køle mig selv med koldt vand gennem alle depoterne. Jeg ved fra vores tests, at hvis coretemperaturen begynder at stige for meget, og jeg begynder at nærme mig 39C, så er det rimeligt hurtigt game over og farvel og tak. Er man først kogt over, er det ekstremt vanskeligt at komme tilbage igen. Heldigvis virker både puls og coretemperatur ekstremt stabile, mens jeg flyver afsted med over 60 km/t i medvindsstykket. Det er, som om benene for alvor vågner nu, og jeg må virkelig begrænse mig selv for ikke at komme til at køre for hårdt. 

Da jeg vender igen efter 35 km medvindskørsel, kan jeg se, at det er lykkedes mig at nedbringe afstanden til de to forreste til omkring 1 min. Jeg har desuden fået sat min svenske kompagnon med mere end 1,5 min og den store gruppe med Hofmann og Beals med mere end 7 min. Det hele virker næsten for godt til at være sandt. Jeg får stille og roligt lukket hullet til de forreste i løbet af de næste 35km i modvinden. Jeg vælger at blive bag dem, til vi rammer medvinden igen, da jeg ved, at drafteffekten ved at sidde på 12m i medvinden er betydeligt mindre end i modvinden. Da vi rammer medvinden, går jeg forbi de to, og for første gang ligger jeg nu i front af racet. Jeg kigger mig over skulderen et par gange og bemærker, at de begge forsøger at køre med. Jeg tror dog også, at jeg har en god chance for at kunne løbe fra dem på det afsluttende marathon, så det stresser mig ikke det store. Jeg forsøger i stedet at holde mig til min egen plan og sænker wattene en lille smule i takt med, at vi nærmer os middag, og det nu er ved at være rigtig varmt, ligesom gameplanen dikterede. 

Mine to følgesvende må have presset sig selv ved at forsøge at køre med, for da vi vender for sidste gang i bunden af medvindsstykket, kan jeg se, at jeg har taget mere end 1,5 min på dem allerede. Jeg forlader nu den vindblæste, men sikre motorvej, og begiver mig ud på de sidste 10-15 km af cykelruten, som fører ind i byen igen. Der er mange sving på den sidste del af ruten. Jeg ved, at jeg har racet lige der, hvor jeg gerne vil have det og tager derfor ingen chancer igennem svingene. Men med 5 km igen af cyklingen sker der selvfølgelig det, der bare ikke må ske. I lav fart og på vej ud af et af de mange sving eksploderer mit fordæk pludselig. Jeg stiger af cyklen og har svært ved at begribe, hvad der lige er sket. Jeg ser ned på fordækket og kan hurtigt konstatere, at det ikke vil nytte noget at putte min reserveslange i, da flængen i mit dæk er for stor. Lettere handlingslammet forsøger jeg at få fat i en official for at høre, om der er nogen neutral servicevogn i nærheden. Det var der, men han vidste ikke, hvor lang tid, der ville gå, inden den ankom. Så er der jo ikke så meget andet at give sig til end at vente, selvom det var vildt frustrerende. Efter hvad, der føles som en evighed, kommer den neutrale support. Jeg får udleveret et reservedæk, sætter min ekstra slange i, og lidt over 9 min senere er jeg på cyklen igen og tøffer nedtrykt de sidste 5 km ind mod T2. 

Mens jeg har stået stille, er jeg blevet overhalet af tre konkurrenter, så jeg rammer T2 i 4. position. Jeg kigger mig over skulderen, og til min store frygt kommer Ben Hoffman løbende lige bag mig. En af de bedste IM løbere og ekspert i varme og fugtige races som dette. Motivationen er ikke så høj efter at have mistet næsten 10min. Men da jeg i siden af vejen efter 500m får øje på Jens, som må være udgået fra sit eget race for at hjælpe mig, føler jeg en trang til i det mindste at give det et forsøg. Så det gør jeg. En ironman er ikke afgjort i T2, og jeg ved, at de to førende har givet den gas på cyklen og derfor kan risikere at gå ned i varmen senere. Jeg fik ret. Ved omkring 10 og 15km passerer jeg Laidlow og Varga, som begge døjer med kramper. Det giver et kæmpe motivationsboost at rykke op i feltet og ligge nummer 2. Kona slottet er i hus, hvis jeg holder placeringen hele vejen til mål. 

Jeg føler mig eminent løbende og kan mærke, at den hårde varmetræning, jeg har lavet i ugerne op til racet har givet pote. De 30 grader og 80% fugtighed rører mig ikke det mindste. Alle de mange og hårde timer i saunaen derhjemme har alligevel ikke været helt nyttesløse, for ved 21 km begynder jeg at hente tid på Ben Hoffman. Jeg kommer tættere og tættere på, og ved 32 km løber vi side om side. Jeg beslutter mig for at løbe i hans tempo for at samle noget energi til de sidste 10km løb og gøre klar til at rykke fra ham. Flere gange forsøger jeg at ryste ham ved at rykke, men hver gang formår han at komme med et modsvar. Vi løber og prøver hinanden af på et par km, indtil vi begge indser, at det nok ikke kan lade sig gøre at ryste den anden for alvor. De sidste kilometer af løbet forbereder jeg mig på det mest modbydelige, man kan udsætte sig selv for i en ironman. Sprint finish… 

(Arkivfoto)

Kroppen og specielt hovedet er klar til at give det allersidste skud, selvom benene er begyndt at blive rigtig tunge. Jeg er ikke 100% sikker på, hvordan opløbsstrækningen er sat op, og hvor mange sving, der er. Så da jeg tænker, at nu kommer målstregen, åbner jeg spurten. Ben Hoffman havde kørt i Texas flere gange før og vidste præcis, hvornår han skulle slå til. Rundt i svinget efter jeg havde sat farten op, rykker han fra, og mine ben bliver som gele. Jeg er fuldstændig færdig i hele kroppen og må kæmpe med hver en fiber for bare at komme i mål. Jeg vælter ind over målstregen som 2´er i min Ironman Debut få sekunder efter Ben Hofmann i en tid under 8 t - og med et afsluttende 2:40 t marathon.