Må tage en koffein-gel i Zoo

Vinteren giver meget tid til refleksion. Og da jeg i bund og grund er som en ganske almindelig leverpostejsdansker (skal ikke forstås negativt) er jeg overbevidst om, at mine refleksioner kan skabe værdi for en masse andre triatleter, som dagligt forsøger at skabe balance mellem arbejdsliv, privatliv og træning.
Jeg er som sagt en ganske almindelig, godt gift, 35 årig familiefar med en vidunderlig datter på 2 år. Jeg er ansat som kaptajn i Hæren, hvor jeg har kontorarbejde. Jeg har ingen elitesportsbaggrund og har levet en ungdom med masser af plads til ”øl, fisse og hornmusik”.
Så som tidligere nævnt ligner jeg altså i bund og grund 99 % af alle andre ”almindelige” triatleter. Der er dog et punkt hvor jeg måske skiller mig lidt ud. Jeg er konkurrencemenneske og meget stædig, så når jeg opstiller et mål for mig selv er jeg villig til, at gøre rigtig meget for at indfri det. I triatlon-sammenhæng er mit mål meget klart. Jeg vil på podiet i min age group til verdensmesterskaberne i Ironman på Hawaii. En ambitiøs målsætning, men som en god triatlonven sagde til mig under min første hele ironman i Roth; If you can dream it, you can do it (Walt Disney).

Alle med bare en lille smule forstand på triatlon ved, at ovenstående målsætning kræver masser af dedikation, træning, prioritering samt forståelse fra ens familie.
For vores familie er det meget vigtigt, at der er fælles om min målsætning og at vi er enige om prioriteringer.
At vi kontinuerligt taler om vores fællesprioriteringer kombineret mine sportslige ambitioner, har helt sikkert været en medvirkende faktor til, at jeg i efterhånden ti år har været blandt den bedre del af dansk age group langdistance triatlon.
Efter så mange år og helt ufatteligt mange træningstimer har jeg opnået en del erfaring med hvordan motivation fastholdes, hvordan der skabes balance mellem privatliv-, arbejdsliv og træning samt, sidst men ikke mindst vigtigt, hvordan alle i familien i hverdagen forbliver glade.
Denne erfaring har jeg, i samarbejde med min familie, brugt til at opstille fem bud.
Det er vigtigt for mig, at understrege, at nedenstående er baseret på personlige erfaringer og holdninger. Så der er ingen garanti for succes ved at følge mine bud. Men der er garanti for refleksion hvis du læser hele opslaget.
Mine fem bud:
- Afklaring af familiens prioriteringer og ambitioner.
- Træning må ikke gennemføres på bekostning af familien.
- Lyst til at træne og det skal for det meste være sjovt (i hvert fald bagefter).
- Nyt og godt gear er motivationsfremmende for mig og det er ok.
- Accepter hvem du er som person og lev efter det.
Det letteste i verden er, at opstille regler og lærersætninger for ens liv og hverdag. Det er derimod vanskeligere, at efterleve dem og aktivt træffe beslutninger på baggrund af dem. I nedenstående har jeg derfor forsøgt, at beskrive hvad konkret de fem bud betyder for mig i hverdagen.
Afklaring af familiens prioriteringer og ambitioner.
Dette bud er for mig, som atlet, uden tvivl det vigtigste. At jeg er afklaret i forhold til egne ambitioner samt at min familie og jeg afstemmer ambitionerne i forhold til den aktuelle situation og min kones ambitioner skaber grundlaget for hele vores hverdag. Det giver jo ingen mening, at vi i samme kalenderår begge har høje karriere- og sportslige ambitioner samt ønsker at prioriterer familien. For mig har den væsentligste læring været:
Alle har, og skal have, ambitioner. Og egne ambition kan kun i en kort periode være vigtigere end andres.
I hverdagen betyder det at min kones løbetur er lige så vigtig som min (dog ikke op til et race). Det betyder også at jeg, næsten uden brok, træner mindre hvis min kone har travlt på arbejdet og derfor arbejder mange timer.
Nu skal det ikke lyde som om, at det altid er min der går på kompromis. Jeg har en meget forstående kone som har utrolig stor forståelse for mine ambitioner og giver med masser af plads og tid til at træne, hvilket jeg sætter uendeligt stor pris på. Men min påstand skal være at dele af denne forståelse er skabt gennem afklaringen af prioriteringer og ambitioner. Så den vigtigste læring i forhold til dette bud er; Respekter andres ambitioner og gå i dialog omkring deres og egne ambitioner, for så evt. at justere familiens samlede ambitionsniveau for at skabe en balanceret hverdag.
Jeg må ikke træne på bekostning af min familie.
Det store spørgsmål i forhold til dette bud er vel; er det overhovedet muligt, at træne optil 20 timer om ugen uden det bliver på bekostning af familien? Svaret er helt ærlig NEJ, det er ikke muligt. Mit råd er derfor, at man tillægger første bud stor værdi, da dette danner grundlaget for forståelsen og accepten af f.eks. seks timers træning en lørdag.
Helt konkret medfører buddet f.eks. følgende i vores hverdag.
Jeg står tidligt op for at gennemføre et træningspas på vej til arbejde mens familien sover. Det er naturligvis ikke altid sjovt, at forlade en varm seng klokken 05xx, men det betyder at vi som familie altid har en eftermiddag sammen. Endvidere har det den fordel, at der er en lang ”restitutionstid” til næste træningspas.
En anden vigtig ting i hverdagen er, at samværet med familien skal være på dens præmisser selvom man er træt. Så selvom sofaen kan være mere tillokkende end at lege med Duplo lege på gulvet, forbliver jeg på gulvet og leger med vores lille pige. Det betyder også at det kan være lige så ”nødvendigt” tage en koffeingel for at være 100 % tilstede under en familietur i Zoo som der kan være det under et træningspas.
Deltagelse i familiearrangementer er vigtigere end træning og konkurrence, dette gælder dog ikke Hawaii. Men min sæson planlægges i høj grad i forhold til familiens arrangementer. Så selv om jeg elsker at køre Jels bliver det ikke aktuelt hvis der er et familiearrangement i den weekend. Når så selve arrangementet kommer skal min deltagelse være ligeså dedikeret som til min træning.
Jeg skal have lyst til at træning og det skal for det meste være sjovt (i hvert fald bagefter).
90 % af min træning skal være udviklende, sjov eller værdiskabende. Jeg er amatør og dyrker triatlon for min egen skyld, det er vigtigt at fastholde og i perioder minde sig selv om.
Når man ved siden af et fuldtidsjob, +37 timer og med ambitioner, også skal ”finde” tid til omkring 10 træningspas om ugen, er det for mig enormt vigtigt at nyde min træning.
Jeg træner naturligvis også når jeg ikke har lyst. Men hvis der i flere dage i træk ikke er lyst til træning, er jeg ikke bange for at tage en træningsfri dag eller to. For mig skaber det ofte en øget lyst og motivation til træning.
I hele min offseasonperiode, som typisk er fra medio oktober til primo marts, træner jeg uden program. For mig er det en god investering at prioritering lystbetonet træning om vinteren, selvom dette muligvis koster et par procent på ens fysiske kapaciteter. Men hvis den lystbetonende træning henover vinteren skaber øget motivation i hele foråret og sommeren er jeg sikker på at det er en god investering.
Styrk dine svagheder og vedligehold dine styrker. Er helt sikkert en god lærersætning og klart vejen til den bedste sportslige progression. Jeg bruger den dog kun delvist i min træning, da det fastholder min motivation ved at træne mine styrker. Selvom min akilleshæl er svømning svømmer jeg ikke 30 km om ugen, da det ville ødelægge min motivation og lyst til træning. Min ugentlige træning indeholder derfor en masse træning af mine styrker og det bliver den ved med. Mit råd til dig derude skal derfor være. Hvis du hader intervaltræningen, skal denne træning balanceres således den ikke ødelægger din motivation. Du kan med fordel gennemføre den i en ramme du nyder at være i f.eks. klubtræning eller måske i det lokale motionscenter hvis du nyder at være der.
Noget af det jeg har aller vanskeligst ved at forstå i forhold til triatlon, er når jeg møder atleter som giver udtryk for, at de træner af pligt eller afhængighed. Det gør mig ked af det, da det er ”spild” af tid, husk nu på at vi som age group atleter dyrker vores elskede sport af passion for den, for sjov eller for selvrealisering.
Nyt og godt gear er motivationsfremmende for mig og det er ok.
Jeg er overbevidst om, at langt størstedelen af alle triatleter bliver motiveret af nyt gear. Min anbefaling er derfor; Giv dig selv lov til at købe nyt lækkert gear, tal dog konen/manden først, det er helt sikkert bedst for husfreden.
Det vigtigste i forbindelse med nyt gear er at købe det rigtige, ja det lyder meget banalt, men min påstand skal være at 99 % af alle som læser dette har købt noget nyt og lækkert grej som efterfølgende kun er blevet brugt ganske få gange. Det er derfor vigtigt, at du at er ærlig overfor dig selv inden du køber nyt udstyr. F.eks. kunne et meget relevant spørgsmål inden du f.eks. en invester i en vintercykel være:
Kommer jeg ud at cykel i efteråret når det regner og blæser 15 m/s eller til vinter har der er 2 graders frost?
Hvis svaret er nej, kunne løsningen jo være at købe en lækker hometrainer og køre f.eks. Zwift. Forud for dette købe er der naturligvis også en række relevante spørgsmål: Bliver jeg motiveret af at køre et virtuelt cykelløb?
Larmer en hometrainer i en 56 m2 lejlighed så meget at det generer naboerne?
Når man så har besluttet sig for hvad der er det ”rigtige” at købe er det vigtigt, at man køber ”hele pakken”. Hvis valget faldt på f.eks. en vintercykel er det vigtigt ikke, at bruge hele budgettet på selve cyklen, da nyt lækkert vintercykeltøj er en forudsætning for at få brugt cyklen.
Mit sidste råd i forhold til grej skal være, brug de fleste af dine penge på hverdagstræningstøj og gå evt. på kompromis med konkurrencetøjet. Jeg ser masser af atleter som dag ud og dag ind træner i noget ”slidt gammelt lort” mens de til konkurrencer har ”state of the art” tøj. Skab nu lidt komfort og motivation i hverdagen ved at træne i noget lækkert og gå så på kompromis i konkurrencen. Der findes ikke noget konkurrencetøj der gør det 10 % hurtigere på dagen. Men hvis dit træningstøj er så lækkert at du kommer af sted tre gange mere hver måned bliver du måske 10 % hurtigere.
Under dette bud er jeg også nødt til at skrive lidt omkring sportsforplejning.
Accepter hvem du er som person.
Både i forbindelse med fastsættelse af dine ambitioner (husk afklaring med familien) for kommende sæson og på længere sigt er det vigtigt at afklare hvilke type man er. Hvis man som type kun dyrker idræt for sjov skal man ikke drømme om podiet på Hawaii.
Når jeg er i sæson er det vigtigt, at jeg føler progression i min træning. Denne progression skal naturligvis tilpasses ens sæsonplan. For at sikker balance imellem progression og sæsonplanen har jeg i flere år arbejdet sammen med Gregers fra Credo Endurance hvilket har fungeret rigtig godt for mig.
Hvis du overvejer om en personlig træner er noget for dig er mit råd.
Hvis du har et klart formål med ”anvendelsen” af træneren skal du gøre det. Hvis den personlige træner har den rigtige ”professionalisme” (uddannelse, erfaring og engagement) og du har et klart mål, vil der være en stor sandsynlighed for succes.
Men pas på, som i alle andre brancher er der ”brodne kar”, så stil krav til det produkt din træner leverer og skift hvis du ikke er tilfreds.
Jeg er et konkurrencemenneske, men ikke for en værd pris. Og hvis ikke lysten og motivationen er tilstede, kan jeg ikke fastholde progressionen i min træning. Jeg er derfor nødt til, at have balance i mit privatliv og arbejdsliv for at kunne præsenterer. Det har taget mig mange år, at nå til den erkendelse. Men i dag lever jeg efter det og accepter at en gang i mellem er to timer sammen med familien bedre end to timer på cyklen, for at opnå det bedste resultat til sæsonmålet.
Hvem er du?
Håber at ovenstående har vakt nogle tænker hos dig som læser. Og at indholdet måske fremtidigt kan være medvirkende til, skabe en bedre balance i dit triatlonliv i fremtiden. Det er vigtigt for mig, at understrege, at ovenstående er baseret på personlige erfaringer og holdninger. Så der er ingen garanti for succes ved at følge mine bud.
Flere af jer som læser dette husker sikkert, at jeg i sommers efter IM Frankfurt proklamerede, at jeg vil holde en pause fra triatlon efter Hawaii. Denne pause blev aldrig til noget, hvilket der er en meget simpel årsag til. Jeg (og min familie) elsker triatlon og jeg/vi har meget svært ved at forestille en hverdag uden. Dette skyldes med stor sandsynligvis at det er lykkedes os, at finde en god balance mellem triatlon og familielivet samt at jeg dyrker triatlon for jeg nyder sporten og miljøet omkring den.
Glæder mig til at se jer til et tri-stævne i løbet af den kommende sæson samt held og lykke med træningen og skabelsen af mening for lige nøjagtigt dit triatlonliv.
Og husk; livet er fyldt med forventninger og forpligtelser, det skal vores elskede sport ikke være.