Jesper Blegvad til Ultra Trail du Mont Blanc - race report.

Vi fulgte spændt Jesper Blegvads tur til Ultra Trail du Mont Blanc via små video-updates og nu har han skrevet en ligge race report. 

Jeg har op til løbet gjort min en del tanker om, hvorfor 170 km i alperne dog er interessant. Jeg vil jo være lysår fra at vinde, ikke engang top 300 er inden for rækkevide, så hvorfor??

Svaret må være oplevelsen, eventyret man bliver del af noget stort (jeg forsøger at beskrive senere). Herunder opleve og gennemgå noget som de færreste har prøvet, ikke på nogen måder for at gøre mig selv speciel, men for at trænge lidt dybere inde i grænselandet.

Helt sikkert er, at det er eventyret som driver mig afsted fredag den 1/9 kl 18:30. Tanken om det relative ukendte både skræmmer og fascinerer.

Jeg ankommer til Chamonix torsdag den 31/8 kl 14, uden min rygsæk… Bjergene ligner heldigvis sig selv - dog er toppen dækket af skyer og der er lidt fugt i luften. YR melder om store mængder regn og vind. Det er heldigvis ikke nået byen endnu. Jeg har fået lov til at tjekke ind på mit Air b´nb værelse inden klokken 16, som det ellers var berammet til. Lidt plaster på såret over den mega nedtur over at bagagen stadigvæk er i Bruxelles lufthavn. Det stressede mig helt vildt, at jeg ikke havde mine stave, mit skiftetøj og ikke mindst Tailwind energi.

Heldigvis havde jeg pakket det obligatoriske grej i den rygsæk jeg skal løbe med og jeg havde taget mine INOV-8 trailtalon 275 på. Så tjek ind og kontrol af udstyr burde ikke være noget problem, men det lå stadigvæk i baghovedet at jeg evt. skulle ud at købe stave og ikke mindst finde noget energi som maven vil kunne tåle. Alle ved at sportsernæring bør testes inden et vigtig løb, så det var på ingen måder optimalt. Jeg scannede hurtigt de lokale sportsbutikker samt sportsmessen, ingen Tailwind… Før i tiden brugte jeg High5 og det havde de heldigvis.

Det gik fint med tjek ind alt blev godkendt og jeg fik startnummer samt spare bag til Courmayeur.

Jeg får fundet min gamle homie Thomas Pasgaard, som desværre er udgået fra årets TDS, hvor han efter ca. 70 k løb tør for kræfter. Det kræver altså stor klasse at erkende at man ikke kan mere i et løb i den kaliber. Det påvirkede mig noget og jeg dykkede lidt i stemning. Resten af torsdagen brugte jeg på at hænge med ham og se OCC fra hans altan i centrum af Chamonix, samt fortalte røverhistorier fra gamle dage☺

Jeg var tilbage på værelses ca. kl. 18 og modtog med glæde besked om at min rygsæk var dukket op. Så aftenen blev brugt på at pakke min UD rygsæk, ligge tøj frem samt pakke sækken til Courmayeur med skifte tøj og ekstra Tailwind energi.

Tøjvalget havde som bekendt fyldt en del og endte med følgende

INOV8 sko, Fusion merinosokker yderst Injii tå sokker inderst. Jeg havde inderst Sli pocket tights yderst C3 long pocket tights. På kroppen inderst SLi Shield torso yderst C3 merino LS, en buff om halsen og Fusion Trucker Cap. Med vejrudsigten i mente, gav det ingen mening at overveje at starte i kort ærmet som ellers havde været min plan. Det samme argument endte med at gælde for lange tights vs korte.

I baggen havde jeg ekstra sokker, C3 merino T-shirt og C3 Sweatshirt og mine Oakley briller i håb om vejeret ville ændre sig over natten☺

Da jeg var noget nervøs, tog jeg en melatonin inden sengetid, det hjalp rigtig godt så 12 timer senere kl 0930 fredag den 1/9 vågnede jeg helt utrolig frisk. Spiste lidt mad og tog ind til Chamonix for at hænge lidt og købe lidt småting. Jeg var tilbage på værelset omkring 13 og håbede, at jeg kunne få sovet lidt. Det lykkedes desværre ikke, men jeg fik da hvilet mig og måske faldt jeg lidt hen.

Der tikkede sms ind omkring ændret rute på UTMB, heldigvis kun mindre ændringer og den samlet distance blev kun reduceret med ca. 3 km til ca. 167km. Dog blev vejrudsigten tiltagende bister med meldinger om regn og sne over 2000m højde samt kraftig vind/storm. Desuden var starten rykket til 1830.

Jeg fik afleveret min bag til Courmayeur og bevægede min hen til start området ved Place du Triangel. Ved CCC er der ingen stress, man er forhåndsseedet og placeres i der tilhørende start boks, hvor der er god plads. Ved UTMB er det anderledes. Her står alle på samme område, der står også pårørende og barnevogne og alt muligt hvilket var noget noget træls for at sige det på godt jysk. Først 25 min inden starten var der kun løbere tilbage… Der var et væld af talere og forskelligt typer af stemnings musik blev der meldt 3 min til start og de tændte endelig for min absolutte ynglings konkurrence start sang Conquest of Paradise. Hør den her. 

Starten gik og ledsaget af storladen musik løbe 2500 atleter ned gennem Chamonix gader mod Les Houches. Det var en enorm smuk oplevelse rigtig mange var mødt op med ko klokker og masse af high fives til løberne. Vi athleter løb meget tæt i starten, vejen er ikke særlig bred og der var jo rigtig mange løbere. Først efter ca. 7-8 km var der en smule plads og der begyndte at komme lidt spredning. Det skal siges, at det første segment med Les Houches går ned ad, behagelig start. 

Efter Les Houches skulle vi over første stigning jeg havde mødt en anden dansk løber, der hed Simon, som jeg fulgtes med indtil Les Contamines rigtig dejligt med lidt adspredelse da jeg jo ikke havde Thomas med på turen. I les Contamines havde Simon bedre kræfter end mig og fortsatte selv. Jeg fik mulighed for at hilse på Simon Grimstrup, som i mine øjne er Danmarks bedste trail løber, så det gav jo lige lidt ekstra energi.

MØRKE OG REGN
Natten faldt på og regnen kom. 

Over natten fik jeg tilbagelagt en distance på ca. 38k masse af regn og sne over 2000m og vind direkte i ansigtet. Heldigvis klarede det op i løbet af den tidlige morgen og vi kunne se sydsiden af Mont Blanc samt dele af Gouter dome, smukt syn. Nede i Courmayeur fik jeg skiftet strømper og tøj på overkroppen, samt fik godt med mad. Der var mulighed for at sove, hvilket jeg kunne se at mange benyttede sig af. Jeg valgte dog at skynde mig videre inden benene blev for stive.

Så ventende turen mod Grand Col Ferret, der ligger i bunden af Courmayeur dalen. Heldigvis var vejret ok, men det vendte hurtigt, jeg nåede lige knap 1 time med korte ærmer så måtte jeg trække i langeærmer og vindtæt tøj. 

Inden opstigning til Col Ferret fik vi påbud om at trække i fuldt regntøj, det havde jeg aldrig prøvet før. Årsagen var tiltagende vindhastigheder samt store mængder regn og frostvejr på toppen.

Det er en stigning, som er 6 km lang. Under normale forhold er den grim karl, når sporet er omdannet til 10 cm mudder bliver det endnu mere ufattelig hårdt og energikrævende. Det var nær umuligt at få tilstrækkeligt fodfæste.

Nedløbet til La Folly husker jeg som virkelig løbbart og rigtig fedt. Nu havde jeg yderlige 78 km i benene samt dårlig sigtbarhed, så hastigheden downhill var noget lavere end da jeg var forbi under CCC.

I La Folly havde jeg tilbagelagt 109 km, vejen til Champex var ændret en smule så der var meget løb på pakkede stiger og noget asfalt. Normal ville det være irritationsmoment, men trætheden taget i betragtning var det kærkommet afbræk. Faktisk kunne jeg løbe hele vejen til opstigningen til Champex, så det gav nogen gode og relative hurtige km.

I Champex havde jeg et hurtigt stop også mod La Giete. Jeg ville gerne nå i nærheden af toppen inden det blev helt mørkt, det lykkedes desværre ikke.

Trætheden begyndte at sætte ind for alvor, nu var jeg jo også ud på 2 nat. Der var nu ingen tvivl om, at racet nu for alvor var gået i gang. Jeg havde virkelig stor trang til at udgå, men havde ingen skader så det var ikke en mulighed endnu i hvert fald. Jeg havde en forsigtig ide om at revurdere ved hver forplejnings depot, således at hvis jeg skulle udgå skulle jeg frem til det næste depot. Det tanker fyldte en del; udgå vs ikke udgå. Det er jo utrolig let bare trække stikket og blive kørt hjem til Chamonix. Heldigvis kan jeg ikke finde andre argumenter end det er hårdt og jeg ikke gider mere. De tanker har jeg heldigvis øvet mig i at ignorere under træning, så det lykkes at bevare motivationen og undertrykke de, for mit løb destruktive tanker. 


PÅ VEJ MOD MÅL

Pludselig var jeg på ved ned fra Catogne med Vallorcine turens næst sidste bjerg. 

Det var dække af mudder og ganske vanskelig at komme ned fra alle inkl. franskmændene gled og væltede rundt. Alle var smurt godt ind i mudder.

Der ca. 45 min fra Vallorcin til col des montets, let stigning. Jeg havde fået fornyet motivation, da målstregen var inden for rækkevidde.

Motivationen led dog et gevaldigt knæk da vi nord for Argentinere blev ledt direkte op i himlen næsten 700hm og derefter vendte næste 180 grader og ned igen til stien med La Flegere. Det må have været race kommittentens måde at kompenserer den manglende stigning til tete aux vent☹

Det var virkelig utrolig demotiverende.

Det blev stille og roligt lyst. Jeg var et øjeblik nervøs for at løbe tør for reservebatterier til pandelampen. Da jeg ikke havde regnet med at være afsted så længe.

Hallucinationer var en dominerende del af nat nummer 2. Jeg så huse og mennesker over alt i periferien af lyset fra pandelampen. Desuden var der mange parallelle tanker ex parallelle slut destinationer, pludselig mente jeg at jeg var på vej mod Aalborg, trods jeg var klar over, at jeg var på vej mod Flegere.

Endelig kunne jeg se Chamonix, og efter 38 timer og 22 min kunne jeg krydse målstregen. Hvilken sejr og hvilken forløsning. Jeg havde trods alt drømt om og planlagt mod dette race i 4 år.

 

Jeg var naturlig nok utrolig træt og smadret da jeg kom i mål, så efter en god baguette med comte og jambon prajede jeg en taxa de 3 km hjem, da jeg ikke kunne overskue en bus.

 

KONKLUSIONEN

Fantastisk race, en vild udfordring, hvor jeg var tættere på afgrunden end tidligere. Det var jo interessant at prøve at være der ude i det ukendte land☺

Arrangementet er yderst velafviklet. Der er rigeligt med officials de er hjælpsomme, forplejningen er rigtig god og der er nok af den. Det er som om det er et stort familie-foretagende, hvor alle bare gerne vil være med.

Tøjvalget var heldigvis helt i top, jeg havde ikke de store problemer med fugtdannelse, jeg blev selvfølgelig våd men tøjet føltes ikke klamt og koldt, kæmpe plus. Komforten skal være højt prioriteret i et løb så langt, der var absolut intet at klage over. Jeg havde ingen skavsår, hverken her eller der☺ Det er ret unikt efter så lang tid i bevægelse.

 Jeg har aldrig løbet med kasket tidligere, så det var nyt. Det var dog en god oplevelse, den mindskede varmetabet, man gav alligevel lidt luft til hovedet. 

Skoene var desværre med for lidt polster, fødderne føltes som var de brækkede da jeg kom i mål. Om det skyldes for lidt skum eller manglende rock plate ved jeg ikke. Det er jo altid et kompromis at ofre skum for mulig bedre løbestil samt mindre risiko for ankelvrid (pga. bedre føling med underlaget ). Det ændre dog ikke på, at jeg fortsat leder efter den perfekte sko☺

Man kan dårligt klage over vejeret det er vilkår som man bare må acceptere.

Årets vinder Francois D´haene skrev i et interview; hvis man ikke lide sne og regn, må man stille op i et ørken race!!!!


Kommentar

Vi gør opmærksom på at kommentarer bliver godkendt inden visning.