FUSION atleter viser storform i Vinterturneringen

FUSION atleter viser storform i Vinterturneringen
Søndag testede både triathleter og eliteløbere formen af med 10 km gadeløb i DAF’s Vinterturnering på Østerbro. Emil Holm tog sejren med den imponerende tid 29.42, den første som senior-elite under Dansk Atletik Forbund og første officielle sub 30 min. på distancen. 
 
Emil udtaler: “Jeg er virkelig glad for sejren og præstationen - jeg løb den fra spids og ville gerne gøre det hårdt for de andre. Min form er bedre end nogensinde før, så jeg vidste at der var en god tid gemt i benene. Jeg har de sidste mange uger ligget over 100 km om ugen, med fokus på lidt tungere og længere intervaller for at blive klar til Challenge Salou 3. april”.
Challenge Salou bliver Emils debut på 70.3 distancen og meget tyder på at han er mere end klar til den udfordring.
 
FUSION var også repræsenteret i den tætte kamp om 2. pladsen, som Rune Bækgaard vandt foran Andreas Lommer i tiden 29.49. Sammen med sit Aarhus crew, ligger Rune lige nu i tung træning frem mod næste marathon attack i begyndelsen af april.
 
Hos kvinderne skulle Alberte Kjær Pedersen teste formen efter en intensiv træningslejr på Club la Santa. Det blev til en regulær magtdemonstration, da Alberte sejrede i super-tiden 32.38! Ikke siden 1994, hvor atletik-legenden Gitte Karlshøj løb 32.33, har en dansk kvinde præsteret en hurtigere tid. Den danske 10 km-rekord for kvinder (32.06) er sat helt tilbage i 1983 af Dorthe Rasmussen, mon Alberte kan sabotere rekordens 40 års jubilæum?

Kommentér