Brug synet aktivt til at køre bedre på MTB
Et af de mest oversete teknikker indenfor mountainbike er synet og hvordan en rytter aktivt forsøger at forbedre det. En rytter kan besidde en stor værktøjskasse af skills, men kan ikke aktivere dem i samme grad, hvis rytteren ikke kigger frem og scanner sporet.
De fleste mountainbikere har sikkert prøvet, at fastlåse synet på en glat rod eller sten og derefter styrte på den, da vi dermed ikke bliver ved med at scanne sporets videre forløb. I dette eksempel, bliver synet brugt som en laser, der er koncentreret på én ting. Derfor kommer rytteren til at køre ujævnt, altså lidt mere stop and go, fordi rytteren ikke scanner sporet.
Det vi som MTBere gerne vil prøve på, når vi kører MTB er at scanne sporet, som en lommelygte der hele tiden lyser frem i sporet. Jo hurtigere vi kører jo længere skal vi kigge frem og omvendt jo langsommere jo tættere skal vi kigge på vores forhjul. Når man ser frem i sporet, kan man som rytter træffe bedre valg i forbindelse med linjevalg, øge flow på sporet samt benytte den korrekte teknik.
Sådan gør du
Som hovedregel er der altid tre linjer på et spor; den direkte, den forsigtige og den optimale linje.
Det giver måske lidt sig selv, men den direkte er den, hvor du kommer hurtigst fra A til B, hvor den forsigtige er den linje, hvor man kører uden om alle sporets forhindringer. Den optimale linje, er i min optik den sjoveste, den kører over sten og rødder, udnytter sporets rammer optimalt.
Tænk racerbil her, med at åbne sving op og køre store bløde sving - så har man mere tid til at tænke og scanne sporet. Målet er at køre mere lige ud i sporet, inden for sporets rammer, så vi ikke drejer så meget.
At se frem i sporet er ikke noget man bliver ”færdig” med at lære, det er en teknik man kan udvikle på hele sin MTB rejse. Èn ting man dog kan gøre for sig selv, er at tænke over hvor man kigger hen og udfordre sig selv med dette samt forsøge at køre forskellige linjer.
OM SEBASTIAN JENSEN, FLOWMTB:
Jeg hedder Sebastian og jeg er en ung gut med en stor passion for hvordan man kan blive mere sikker og ligeledes have det sjovere på sin cykel. Mere præcist har jeg en stor forkærlighed for MTB, der også er mit fokus i min virksomhed, FLOWMTB, hvor jeg b.la. udbyder teknikundervisning og kurser. Min motivation for at undervise og holde kurser i tekniktræning på en cykel, stammer fra at have kørt Downhill MTB på et højt internationalt niveau i flere år, med flere topplaceringer i Canada og top 20 placeringer i Europa. Med mere end 12 års erfaring indenfor MTB, har jeg de sidste 6 år været fokuseret på konkurrence, hvortil jeg nu arbejder meget med undervisning på MTB. Som instruktør, er mit mål at bidrage med viden om hvordan du kan blive mere sikker og have det sjovere på din cykel. Jeg forsøger hele tiden at teste den teoretiske viden med praktiske erfaringer, for at hjælpe dig med din cykling og øge mit faglige niveau hvad angår MTB i alle dets facetter, om det er XC race eller en hyggetur en søndag formiddag.
Min mission er at uddanne og lære cykelryttere sikker og sjov kørsel på Mountainbikes så de kan finde deres flow.
12 artikler med 4 fokusområder:
-
Basis teknik på cyklen
-
Det tekniske (mekanik)
-
Mere specifikke teknikker (øvede)
-
Sjov og sikkerhed
-
Position på cyklen
-
Bremseteknik og hvorfor det er vigtigt at bruge dem korrekt.
-
Brug dine øjne
-
Indstilling af din MTB (bremser, styr rotation og affjedring)
-
Flade pedaler vs. Klik
-
Dækvalg
-
Hop og drop – Mental barriere
-
Sving skal være sjove
-
Hvordan du bliver mere proaktiv på din cykel
-
Hav det sjov på din MTB
-
Cirkus tricks og hvorfor du skal bruge tid på dem
-
Hvordan får man teknik træning ind i sin cykling?