Fra tråd til t-shirt: Derfor producerer vi i Europa

Fra tråd til t-shirt: Derfor producerer vi i Europa

Vi kunne få vores produkter produceret markant billigere, hvis vi flyttede produktionen til Bangladesh eller Kina. Det ville give et lavere prispunkt for dig som forbruger. 

Alligevel gør vi det ikke.

Ikke fordi det er nemmest. Men fordi europæisk produktion giver os bedre kontrol med kvaliteten, et lavere klimaaftryk og større sikkerhed for ordentlige arbejdsforhold. Kort sagt: Det giver os mulighed for at skabe produkter, der er lavet med respekt for både dig, miljøet og de mennesker, der fremstiller dem.

Her er grundene til, at vi vælger den europæiske produktion. 

Vi kan sikre kvaliteten tættere på

Et FUSION-produkt skal kunne mærkes. Ikke bare når du køber det, men efter mange ganges brug, vask og træning.

Den kvalitet kan vi bedst sikre, fordi vi har vores leverandører, strikkeri, farveri og systuer tæt på. Vores metervarer bliver strikket i Ikast, farvet i Herning og syet i Litauen. De korte afstande betyder, at vi kan reagere hurtigt, hvis noget skal justeres.

Vi producerer ikke enorme partier, som først viser fejl, når de allerede ligger på lager. I stedet får vi løbende mere end 100 årlige leverancer fra vores systuer og kan derfor forbedre produkterne fra dag til dag. 

Vi tester desuden vores produkter i vores eget tekstillaboratorium efter krav, der ligger over de gældende ISO-standarder. Vi bruger dem selv til fredagstræning, på kontoret og i hverdagen, så vi opdager de små ting, der skal rettes, før produktet lander hos dig.

Det er en af grundene til, at vores reklamationsrate er helt nede på 0,27 procent.

Vi producerer efter behov - ikke efter gæt

Tøjbranchen har et stort problem med overproduktion. Store kollektioner, lange leveringstider og enorme lagre betyder, at meget tøj aldrig bliver brugt, solgt eller værdsat.

Sådan ønsker vi ikke at producere.

Derfor planlægger vi vores produktion nøje gennem vores egne platforme, hvor vi blandt andet tager højde for efterspørgsel, kapacitet og vejr. Det betyder, at vi kan producere tættere på det reelle behov.

Vi producerer ikke mange vintertights, når sommersolen står højest. Og vi undgår så vidt muligt restpartier, der mister relevans, før de når ud til forbrugeren.

Kort sagt: Vi producerer det, der efterspørges. På det rigtige tidspunkt.

Europæisk produktion giver et lavere klimaaftryk

På alle vores produkter måler vi det klimaaftryk, de skaber. Det gør vi gennem CarbonFact, som vi bruger til at opbygge digitale produktpas og følge produktets rejse fra råmateriale til færdigt produkt.

For at vise værdien af den europæiske produktion har vi lavet et eksempel på klimaeffektet på vores C3 T-shirt.

Den er lavet af vores egenproducerede metervare, strikket i Ikast, farvet i Herning og syet i Litauen. Når alle faktorer regnes med, udleder en C3 T-shirt til mænd 2,5 kg CO2e pr. styk. Dameversionen udleder 0,2 kg mindre.

I tredjepartssoftwaren CarbonFact kan vi simulere, hvad der ville ske, hvis samme produkt blev produceret andre steder i verden. Hvis hele produktionen blev flyttet til Bangladesh, ville herreversionen stige til 3,9 kg CO2e, mens dameversionen ville stige til 3,5 kg CO2e.

Det svarer til en stigning på 56 procent for herreversionen og 52 procent for dameversionen.

For én t-shirt virker forskellen måske lille. Men vi sælger knap 60.000 C3 T-shirts om året. Derfor bliver forskellen betydelig.

Alene på C3 T-shirten sparer vi 74,3 tons CO2e om året ved at producere i Europa frem for Bangladesh. Når vi også regner vores bedst sælgende tights med, er den samlede besparelse 129,2 tons CO2e.

Det svarer omtrent til udledningen fra 54.000 liter benzin - en mængde, hvor vi kunne køre 12 gange rundt om jorden i en benzinbil. Eksemplet med Bangladesh er ikke valgt, fordi det er det værste. Simulerede vi, at vi producerede tights og t-shirts i Kina ville det se endnu værre ud. Så steg tallet til 169,5 tons CO2e - og så kunne vi nå rundt om jorden 36 gange i førnævnte bil. Eller flyve 245 gange mellem New York og København. 

Produkterne skal være skabt under ordentlige forhold

For os handler ansvarlig produktion ikke kun om klima. Det handler også om mennesker.

Alle vores produkter er OEKO-TEX Standard 100-certificerede. Det betyder, at de er testet for skadelig kemi og er sikre at bruge tæt på kroppen.

Derudover er både vores systuer i Litauen og vores farveri i Herning OEKO-TEX STeP-certificerede. Certificeringen stiller krav til blandt andet arbejdsmiljø, sikkerhed, miljøledelse og sociale forhold.

Det er vigtigt for os, fordi vi vil vide, at de mennesker, der fremstiller vores produkter, arbejder under ordentlige forhold.

På vores systue i Litauen er den gennemsnitlige anciennitet 13 år. Det siger noget om forholdene. Men det siger også noget om kvaliteten. Erfarne medarbejdere skaber præcision  og det er afgørende, når man producerer high-performance sportswear.

Et højere prispunkt og en højere kvalitet 

Europæisk produktion er ikke den billigste løsning. Men for os er det den rigtige.

Den giver os mulighed for at udvikle bedre produkter, producere mere præcist, reducere unødvendigt spild og sikre bedre forhold for de mennesker, der er en del af produktionen.

Derfor har et FUSION-produkt et højere prispunkt end meget andet på markedet.

Men målet er også et andet: At skabe produkter, du kan bruge igen og igen. På verdensplan bliver tøj kun brugt 7-10 gange før det bliver smidt ud. Det har vi en ambition om at ændre. Vi ønsker at et FUSION-produkt er af en kvalitet, hvor man kan bruge det gang på gang. Til træning, arbejde, hverdag og alt der indimellem.

For jo længere et produkt holder, og jo mere det bliver brugt, desto mere mening giver den indsats, der ligger bag. Og jo mindre bliver den belastning, det reelt har på miljøet. 

Fakta: Sådan har vi regnet tallene ud

Vi bruger CarbonFact til at beregne klimaaftrykket på vores produkter og skabe digitale produktpas. Produktpasset følger produktets rejse fra råmateriale til færdigt produkt.

I beregningen for C3 T-shirten indgår tråd, strik, farvning, syning og transport. Granulaterne i en C3 t-shirt kommer fra virgin polyestrefibre. Vi bruger ikke genanvendeligt plastik, da dette er mindre miljøvenligt til trods for at navnet antyder andet. Årsagen er, at plastikken her primært kommer fra pant-flasker, der tages ud af et system, hvor de bliver brugt mange gange for at blive lavet til en tråd. 

Tråden produceres i Tyrkiet, metervaren strikkes i Ikast, farves i Herning og sys til færdig t-shirt i Litauen. I CarbonFact har vi simuleret, hvad der ville ske, hvis tråd, strik, farvning og syning i stedet foregik i Bangladesh eller Kina — to af verdens største produktionslande inden for tekstil.

Beregningerne bygger på officielle data, historiske tal og dokumenterede produktionsforhold. I EU er dokumentationskravene høje, hvilket giver en lav usikkerhed. I Bangladesh og Kina er dokumentationskravene generelt mindre omfattende, og derfor kan usikkerheden i de simulerede tal være højere end det opgivne.