5 tips til at nyde din træningstur endnu mere

5 tips til at nyde din træningstur endnu mere

Vi pacer os selv hele tiden med træningsprogrammer, strava-segmenter og skal lige sætte den næste PR. Faktisk så meget at vi nogle gange glemmer glæden ved bare at komme ud på rammen eller løbeturen. Du kan sikkert genkende elementet af at der lige er et timeslot på 2 timer i det travle familieliv, og når der endelig er plads til at komme ud skal den dæleme have en over nakken, for vi skal da have noget ud af vores træningspas og blive en bedre atlet.

Men hvad vil det gøre hvis vi blot engang imellem tager et joyride for bare at have det sjovt, snakke eller lytte på fuglenes kvidren? Vi kommer her med 5 tips til hvordan du får et glædeligt træningspas - og et af de pas du med sikkerhed vil tænke tilbage på når sæsonen er ovre, fordi det skiller sig ud fra mængden af alle de pas som er skemalagt. 


1. Sluk din cykelcomputer eller put den i baglommen
Vi pacer os selv; jeg skal lige holde den og den fart, watt og puls, eller ahh jeg kan lige presse gennemsnitsfarten lidt op - det er naturligt som de konkurrencemennesker vi er. Derfor skal denne del elimineres og kig i stedet på din tomme garmin-mount, som minder dig om, at denne her tur er noget specielt og noget du skal nyde.
Hvis du ikke kan slukke computeren, fordi hver en meter du cykler, skal logges på diverse medier, bør du ligge den om i baglommen og på forhånd have navngivet turen med et statement der fortæller at det her er en hyggetur. Så vil du kunne slappe af.

2. Kør med en ven, du har det godt med
Oftest køres træningspas efter folk og venner som passer niveaumæssigt sammen, hvilket giver rigtigt god mening, men på denne her tur skal du prøve at finde sammen med en kammerat som du ikke ellers kører med fordi I niveaumæssigt ikke passer sammen. Tril, snak, hold drikkepauser og ha' et par hyggelige timer. Men husk at have aftalt præmissen inden, så I ikke begynder at presse hinanden. 

3. Ta' tidligt afsted
Nogle af de ture som står meget klart i hukommelsen er der hvor jeg er stået op før familien vågner og er trillet ud på rammen i weekenden kl. 6:30. Der er en helt speciel ro på det tidspunkt og det giver mulighed for, at man kan have et par timer på cyklen uden, at det går ud over familien. Det er en helt speciel følelse at se dyreliv, nyde roen da der oftest ikke er ret meget trafik og i det hele taget mærke friskheden. Kør den rute du synes allerbedst om. Jeg har gjort det samme på ferier og det giver dig en helt anden ro i løbet af dagen.

4. Husk at besøge bagerne
Vi besøger efterhånden bagerne alt for lidt, så nu du er taget tidligt afsted, så husk at svinge forbi en bager og købe en træstamme og en koppe kaffe, sidde uden for og nyde begge dele. 

5. Tag dit lækreste tøj på
En del af glæden ved at komme ud er også den gode følelse du har på kroppen. Så fat dit mest komfortable tøj i garderoben - og her menes ikke det konkurrencetøj som gør dig hurtigst, men det tøj du har det allerbedst i. 

Rigtig god tur - og hvis du opfylder disse råd vil du få en tur som du husker tilbage på ved sæsonafslutning. #dukørerhurtigtafatkørelangsomtnoglegange 

 

Kommentér