Sammenhold og talentudvikling i fokus hos Team Sparekassen Danmark Aalborg

Sammenhold og talentudvikling i fokus hos Team Sparekassen Danmark Aalborg

En ny sæson i den danske A-klasse står snart for døren, og mens de professionelle danske cykelryttere allerede viser sig frem på den internationale scene, arbejder de danske cykelhold i kulissen på de sidste detaljer for at være klar til sæsonstarten. 

Når 2022-sæsonen skydes i gang i Rødekro den 27. marts, tager det nordjyske DCU-team Team Sparekassen Danmark Aalborg ligeledes hul på sin anden sæson i den danske A-klasse. Det tog teamet tid at finde fodfæste i den danske A-klasse sidste år, men i efteråret tog udviklingen fart, og teamet sikrede sig blandt andet tre sejre og en sølvmedalje ved U23 DM. Målsætningen om talentudvikling må siges at være indfriet, da Team Sparekassen Danmark Aalborg forud for 2022-sæsonen kunne sende to ryttere op på kontinentalniveau. 

Men med ryttere, der trådte ind på kontinentalscenen, krævedes nye kræfter til teamet, og i år består truppen af fem nye ryttere og fem ryttere fra sidste år. Og for den sportslige ledelse på Team Sparekassen Danmark Aalborg har der været et stort fokus på at sammensætte en homogen gruppe af ryttere, som kunne supplere hinanden på og udenfor landevejen. 

”Jeg tror, at vi er lykkedes med at sammensætte en trup, hvor vi rent fysisk ikke er langt fra de andre danske hold, og hvor vores evne til at samarbejde og ofre os for hinanden skal være det, der gør, at vi slår dem, ” fortæller sportsdirektør Mads Hardahl, og tilføjer: 

”Vi har vægtet de menneskelige kvaliteter hos den enkelte rytter i forhold til samarbejde og holdånd på lige fod med de fysiske kvaliteter”. 

 

Formen finpudses i det spanske

Som forberedelse til den kommende sæson har teamet været samlet i det nordjyske flere gange hen over vinteren. Her har formålet være at ryste rytterne sammen, og derfor har teambuildingarrangementer også været på dagsordenen for uden cykelturene. 

”Målet på vores træningssamlinger over vinteren er ikke blot at få indlagt hårde træningspas, men i lige så høj grad, at bruge tid sammen socialt og snakke om, hvordan vi får skabt et unikt sammenhold, hvor vi stoler på hinanden,” fortæller sportsdirektøren. 

I denne uge sætter Team Sparekassen Danmark Aalborg kursen mod sydens sol og træningslejrmekkaet Calpe, hvor de sidste forberedelser til sæsonstarten skal gøres. Her får rytterne mulighed for at finpudse formen i de lidt højere luftlag samt lære hinanden bedre at kende. 

”Vores fokus er fortsat på talentudvikling, og jeg tror på, at vi har fået skabt et hold med gode forudsætninger for netop dette,” slutter Mads Hardahl. 

 

 

Kommentér