Performance i varmen: Solbeskyttelse giver også fart

Performance i varmen: Solbeskyttelse giver også fart

FOTO: Getty Images 

Solen bager på feltet i Frankrig og temperaturerne i årets Tour nærmer sig de 40 grader. Det åbner en særlig og væsentlig dimension for det tøj, som rytterne tager på, da køling og solbeskyttelsen bliver en af de væsentligste performancefaktorer.

 

Når temperaturen i det franske nærmer sig – eller ryger over – 40 grader, så er det ikke kun benene, der arbejder. Hele kroppen kæmper mod både solen, varmen og den langvarige UV-eksponering.

For rytterne i front af feltet betyder det, at performance ikke kun handler om den watt, position på cyklen og den aerodynamik, de skal overkomme, når dagens udbrud skal holdes i snor. Det handler også om at holde kroppen i balance, når temperaturen stiger og timerne i solen bliver mange.

Det er også derfor vi ser, at rytterne løbende køler sig ned konstant med isposer, isveste og at nogle hold endda har brugt strategier, hvor rytterne holder hænderne i isbad, for at køle gennem håndleddet.

Derfor er solbeskyttelse ikke bare komfort. Det er en del af præstationen.

Hos FUSION arbejder vi med cykeltøj ud fra en helhedsforståelse af performance. Når vi udvælger materialer, ser vi på aerodynamik, termodynamik og solbeskyttelse som sammenhængende faktorer. Materialer skal ikke kun være hurtige i vinden. De skal også hjælpe rytteren med at opretholde en optimal temperaturbalance og give effektiv UV-beskyttelse under længere tids eksponering i solen.

Varmen ændrer kravene

På flade, hurtige etaper er aerodynamik ofte den dominerende faktor. Men på varme dage, lange stigninger og etaper med mange timers eksponering bliver billedet mere komplekst.

Når hastigheden falder på stigninger, falder den kølende effekt fra vinden. Når solen står direkte på skuldre, ryg og arme, stiger behovet for beskyttelse. Og når kroppen skal arbejde hårdt i timevis, kan varmebelastningen gradvist påvirke både komfort og evnen til at præstere.

Forskning i varme og eliteperformance viser, at høje temperaturer kan påvirke kredsløb, temperaturregulering og oplevelsen af anstrengelse. Derfor anbefales strategier som varmeakklimatisering, væskestyring og køling i varme miljøer.

I forberedelsen til Touren kører rytterne træner derfor varmetræning, hvor de kører indenfor på en hometrainer iført vintertøj. På varme dage vejer de sig før og efter etaperne for at sikre, at de ikke får for lidt væske. Og af samme årsag gør vi alt, hvad vi kan, for at vores tøj hjælper bedst muligt i de ekstreme forhold.

Jonas Abrahamsen er altid garant for et glimt i øjet og tager her nedkøling til det ekstreme inden starten på 5. etape - iøvrigt til stor morskab for holdkammeraterne.  FOTO: Getty Images 

Aerodynamik er sekundært

Sådan en mellemrubrik er lidt af et statement for en virksomhed, der har investeret i en vindtunnel. Men det er ikke desto mindre det, der er gældende, når Tourens ryttere sidder i den stegende sol på en stigning. På de dage, som ofte kan være nogle af cykelsæsonens allervarmeste, er det væsentligste for performance, at man ikke koger over.

I de forhold har vi udviklet vores Grand Tour-suit, hvor materialerne er særligt udvalgte. Materialet på fronten og siden er tyndere end på vores Breakaway-suit. Materialet på ryggen har en UPF 50+ rating. UPF står for Ultraviolet Protection Factor og angiver, hvor meget af solens UV-stråling, som metervaren blokerer. 

En UPF-rating på 50+ betyder, at kun 1/50 af solens stråler passerer gennem materialet - eller med andre ord at den blokerer 98% af alle solens stråler. En meget høj beskyttelse - selv i mange timers eksponering. Alligevel kan det ikke stå alene. For det skal kombineres med et materiale, der også køler rytteren bedst muligt og sørger for, at kernetemperaturen ikke stikker af. Derfor er både fronten og ryggen i materialer, der netop har egenskab til at hjælpe med nedkøling. 

Det er selve essensen i at klæde et hold på til Touren. For man er nødt til at se hele udviklingen som et samspil mellem mange faktorer. Det nytter ikke noget, hvis et suit kun er ekstremt hurtigt i vinden, men samtidigt gør, at rytteren bliver for tung og dermed ender med at tabe flere watt end han har sparet. Omvendt fungerer solbeskyttelsen heller ikke optimalt, hvis den står alene. 

Med andre ord skal det rigtige cykeltøj kombinere fart, temperaturregulering og beskyttelse i en pakke.

På de åbne franske landeveje er der ikke meget skygge fra den bagende sol og den verserende hedebølge i det sydlige Europa. FOTO: Getty Images 

Solbeskyttelse er performance

I cykling er solbeskyttelse ikke en modsætning til fart. Det er en del af den samlede performance. Når metervarer kan hjælpe mod UV-stråling, understøtte kroppens temperaturregulering, ventilere rigtigt og stadig være aerodynamisk, bliver det mere end beklædning.

Det bliver performance udstyr.

På de varmeste dage handler det ikke kun om at spare watt.

Det handler om at kunne blive ved med at bruge dem.