Q&A med Olav Bu: Performance i varmen

Fotos: Getty Images

Årets Tour de France fik en ekstremt varm start. Temperaturerne har gentagne gange sneget sig over 40 grader, og rytterne har konstant haft behov for nedkøling. Alligevel har UNO-X Mobility-rytterne leveret topresultater med blandt andet flere dage i den gule førertrøje og en etapesejr til Søren Wærenskjold.

Derfor har vi talt med Olav Alexander Bu, holdets fysiolog og cheftræner, om sammenhængen mellem performance og høje temperaturer.

FUSION: Alle taler om aerodynamik, men undervurderer vi behovet for nedkøling i varmen?

Olav Bu: Ja, det kan godt blive undervurderet. Effekt og CdA giver hurtig og tydelig feedback, mens varmebelastningen udvikler sig langsommere og påvirkes af den mekaniske effekt, solstråling, lufttemperatur, luftfugtighed, fart og luftstrøm, beklædning, svedproduktion og fordampning.

På en seks timer lang etape kan selv en lille ubalance mellem varmeproduktion og varmetab gradvist blive begrænsende for præstationen.

FUSION: Kan varmen blive så stor en modstander, at den har større betydning for præstationen end benene?

Olav Bu: Ja. Varmen er egentlig ikke en separat modstander i forhold til benene. Den afgør, hvor stor en del af kapaciteten i benene rytteren kan udnytte. Når varmebelastningen stiger, ledes mere blod ud til huden, svedproduktionen øges, og belastningen på kredsløbet bliver større. Det betyder, at den mekaniske effekt, som rytteren kan opretholde, falder - ofte før rytteren når én bestemt ”kritisk” kernetemperatur.

I de mest alvorligt påvirkede tilfælde blandt ryttere, der ikke har været varmeakklimatiserede, har vi observeret akutte fald i den mekaniske effekt på 30-40 procent. Det er et worst case-scenarie og ikke et forventeligt gennemsnit. Varmeakklimatisering kan reducere dette tab markant og under visse forhold næsten helt fjerne den målbare forskel. Det ændrer dog ikke på betydningen af den rette beklædning og en effektiv temperaturregulering.

Cirka 20 procent af den metaboliske energi omdannes til mekanisk effekt. En mindre andel bruges til kroppens interne arbejde, herunder kredsløbs- og respirationsarbejde, neurale og kognitive processer samt andre metaboliske funktioner. De resterende cirka 70 procent, og dermed langt den største andel, frigives som varme. Derfor kan temperaturregulering have større betydning end marginale forbedringer i rullemodstand eller aerodynamik.

FUSION: Hvor stor en forskel kan den rette dragt eller trøje egentlig gøre, når feltet kører seks timer i bagende sol?

Olav Bu: I vores egen anvendte forskning har vi under ellers identiske forhold målt, at de bedste beklædningsgenstande kunne transportere mellem to og to en halv gange så meget varme væk fra kroppen som mere konventionelt konkurrencetøj. Det svarer til en 100-150 procent større varmetransport, men det betyder naturligvis ikke en forbedring af præstationen på 100–150 procent.

Der findes ikke ét universelt watt-tal, som gælder under alle forhold. Over seks timer kan selv langt mindre forskelle i kroppens evne til at temperaturregulere dog påvirke, hvor hurtigt en rytter ophober varme, og hvornår den mekaniske effekt må reduceres.

Den bedste dragt er derfor ikke nødvendigvis kun den med den laveste CdA. Den skal balancere aerodynamik med lav modstand mod fordampning, effektiv ventilation og fugttransport samt beskyttelse mod UV-stråling og solens varme. Når lufttemperaturen overstiger hudtemperaturen, kan konvektion faktisk overføre varme til kroppen, og dermed bliver fordampning endnu vigtigere.

FUSION: Rytterne hælder vand over sig, fylder is i dragten og justerer strategien fra etape til etape. Hvad virker bedst?

Olav Bu: Den mest effektive tilgang er ikke én enkelt metode, men en kombination, der er tilpasset temperaturen, luftfugtigheden, farten, solstrålingen og etapeprofilen. Varmeakklimatisering og den rette beklædning udgør fundamentet. Under etapen kan både gentagen brug af vand og is være særdeles effektivt.

Vand på huden og tøjet kan hurtigt øge varmetabet, når luftstrømmen gør det muligt for vandet at fordampe. Effekten bliver mindre, hvis vandet blot løber af, hvis tøjet allerede er mættet, eller hvis luftfugtigheden er meget høj.

Is har en termisk effekt, når den smelter og opvarmes, samtidig med at den fungerer som et reservoir, der tilfører koldt vand over længere tid. Fuld fordampning af vand kan fjerne omkring fem gange så meget varme pr. kilogram som smeltning og opvarmning af is til hudtemperatur. Det betyder dog ikke, at den direkte effekt fra is er ubetydelig.

Kraftig lokal nedkøling kan reducere den lokale svedproduktion og blodgennemstrømningen i huden, men den samlede effekt kan stadig understøtte kroppens temperaturregulering. I praksis er det ofte den bedste løsning gentagne gange at tilføre mindre mængder vand.

FUSION: Hvis en rytter har store problemer med varmen én dag, kan det så påvirke præstationen flere dage senere, eller er effekten begrænset til her og nu?

Olav Bu: Ja, det kan påvirke de efterfølgende dage, men det sker ikke automatisk. Det er ikke selve varmen, der bliver i kroppen. Det er konsekvenserne af varmebelastningen, som kan hænge ved.

Hvis kernetemperaturen samt væske- og elektrolytbalancen genoprettes hurtigt, fører selve varmeeksponeringen ikke nødvendigvis til et yderligere præstationstab den følgende dag. Vedvarende dehydrering, varmeudmattelse, mave-tarm-problemer, forstyrret søvn eller egentlige varmeskader kan derimod føre til hovedpine, nedsat koncentration og reduceret kapacitet dagen efter – og i betydeligt længere tid i tilfælde af en varmeskade.

Solskoldning er et særskilt problem, som kan vare i flere dage. Kontrolleret forskning har vist cirka 30-40 procent lavere lokal svedproduktion i solskoldet hud efter 24 timer, og effekten kan potentielt vare i op til en uge. Det samme studie fandt dog ingen målbar reduktion i kroppens samlede svedproduktion eller en forringet regulering af kernetemperaturen. Den præcise konklusion er derfor, at solskoldet hud sveder mindre lokalt, mens den samlede effekt på kroppen afhænger af forbrændingens omfang og sværhedsgrad.