Holdbar siden 1999 - og langt ud i fremtiden

Som dedikerede dyrkere af udholdenhedssport ved vi, at holdbarhed for både kroppen og udstyret er et absolut must. Men vores definition af holdbar omfatter også påvirkning af miljøet.

Tæt på
Råvaren

Vi stiller ikke bare store krav til kvalitet og funktion i de materialer, vi syr af. Men bl.a. også til muligheden for løbende indkøb af små serier. Til nultolerance overfor farvenuancer fra leverance til leverance. Og til forsyningslinier, der både er korte og hurtige.

Så vi får en stor del af vores garner og metervarer i Danmark, hvor der er tradition for højt specialiseret tekstilproduktion. Og da tyskerne også kan noget med garn og italienerne har den helt rigtige metervare, får vi den resterende del der.

Tæt på
Test og udvikling

Test af materialer og udvikling af nye produkter foregår hos os selv - i vores udviklingslab hos Fusion i det nordjyske.

Dels arbejder vi hele tiden med de funktionelle muligheder i vores ”intelligente” metervarer, og opsyr prototyper, der forbedrer eksisterende produkter eller resulterer i helt nye.

Dels udsætter vi i vores laboratorium tøj og stof for forskellige former for ekstrem brug, der ligger over normerne for hårdt professionelt slid - f.eks. stolesæder i lufthavne. 

På vores eget farveri i Herning, der er et af Danmarks få tilbageværende tekstil farverier, pågår en teknisk turn around, der kommer til at ændre ressourceforbruget markant i positiv retning - samtidig med, at et hidtil uset niveau af farveintensitet og kvalitet bringes ind i produkterne. 

TÆT PÅ
Leverandørerne

Uden en håndfuld betroede leverandører ville vores produkter hænge i en tynd tråd. Bogstaveligt talt! Vi har samarbejdet så længe og tæt, at vi ved, at de ikke kun leverer råvarer i den bedste kvalitet, men også har fleksibiliteten, viljen og evnen til, sammen med os, hele tiden at udvikle.  

Tæt på
Egne systuer

Syningen sker på FUSIONs egne systuer i Europa.

For så kan vi selv skabe de gode arbejdspladser og den forarbejdningsmæssige finish. Og samtidig reducere spild, forurening og ressourceforbrug mest muligt, når vi ugentlig kun producerer de nødvendige mængder af aktuelle varer, som kunderne efterspørger lige netop nu.

Desuden minimerer vi transporttid og -afstand ved at nærproducere og kun have et lille centralt bufferlager hos os selv i det nordjyske.

Tæt på
Butikkerne

Når det gælder salget, er butikkernes udfordring også vores. Så vi tilbyder - modsat de fleste andre - at den enkelte forhandler løbende kan købe ind i små portioner fra dag til dag - altså altid de nyeste og sæsonaktuelle varer på hylderne og ingen krav til lagerplads og kassekredit. Og ingen spild!

Tæt på
Medarbejderne

Og så er der jo alle medarbejderne, som dagligt bringer succes’en i mål. For at arbejde hos FUSION er en livsstil.

Vi træner sammen, vi løber og cykler med forhandlere og samarbejdspartnere, og vi dyrker sporten med de atleter, vi arbejder sammen med.

Til gavn for sundhed og trivsel, sammenhold og langvarige relationer - og en fælles lyst til at tage nye udfordringer op.