Lær at svømme crawl smart: Indlæring
Nogen har sagt at crawl er 90 % vejrtrækning tilsat lidt arm og ben. Det er selvfølgelig ikke hele sandheden, men der ligger meget i det.
Den letteste måde at lære crawl på er at få hjælp af en træner. Det kan være en personlig træner, en makker, som ved hvad, der skal til eller i en klub, der har kurser på programmet.
Har du ikke tilgang til hjælp, eller vil du gerne selv prøve så kig på, hvad gode svømmere laver i vandet, læs instruktionsbøger, se film eller videoklip på nettet. Prøv at skabe dig et billede af hvordan du gerne vil se ud i vandet.
Går man i dybden med teknikdetaljer er svømning selvfølgelig kompliceret, faktisk så kompliceret, at hjernen har svært med at styre bevægelserne bevist. Oftest er der bedre at mærke vandet, få sanserne i arbejde og bruge simple instruktioner, hvor du ikke tænker for kompliceret men slipper hjernen løs til at finde ud af og mærke den optimale teknik.
Du skal være udhvilet og have tid og lyst til at tekniktræne for at få det til at lykkes. God plads i bassinet hvor der ikke er ”trafikproblemer” vil øge koncentrationen og du har lettere ved at holde fokus.
6 skarpe råd:
Svøm korte repetitioner (10 - 25 m), så korte, at du har overskud til at fokusere og ikke gå ned på fysikken. Tag en ordentlig pause før hver start.
Til gengæld kan du så lave mange repetitioner, hvilket vil give mange gode meter og få mislykkede.
Afsæt ca. 20 min til koncentreret tekniktræning Det er normalt den tid, man har overskud til at få en god indlæring.
Lav en plan for, hvad du vil træne og arbejd så kun med en ting ad gangen. 2 – 3 ting per træning er ofte, hvad du kan overkomme med succes. Start næste pas med at repetere og gå derefter videre.
Træner du god teknik er det det, du lærer. Får du for mange dårlige meter, så er det som sætter sig fast.
Har du en gang lært noget mindre effektivt, så tager det lang tid at aflære og forandre til noget nyt og bedre.