The Texas Bike-Chain Massacre: Magnus Ditlev goes 226

Det er sjældent at en dansk Ironman-rookie har hele verdens bevågenhed, men det er ikke desto mindre tilfældet når Magnus Ditlev debutere på kongedistancen i Texas d. 23 april!

Historien bag Magnus Ditlev og hans kometkarriere fra hobby-triathlet til verdensklasse PRO er meget sjælden og yderst spektakulær. Langdistance tri og non-draft domineres af tidligere OL-atleter, der typisk udspringer fra de nationale forbunds talentprogrammer.

En lille håndfuld har været elitesvømmere, College-løbere på Scholarship osv., mens fx. Kristian Høgenhaug først tog springet til PRO efter 5 års dedikeret træning på age-group niveau.

På trods af sin manglende elite-opvækst har Magnus altid været meget aktiv, de første mange år som passioneret fodboldspiller og senere løb. I 2016 debuterede Magnus på 70.3 distancen, men hans finisher tid på 4t og 50 min. gav på ingen måde indikation af en fremtidens superstjerne.

Først i 2018 begyndte rygterne at løbe i det danske tri-miljø, at Ktk86 skjulte et potentielt “weapon of mass-destruction”. Til forskel fra Saddam Hussein og Irak-krigen, så havde rygterne om “missilet Magnus” dog absolut hold i virkeligheden. 

 

 

Det hemmelige våben fra Virum:

Blandt træningskammeraterne i Ktk har der aldrig været tvivl om kapaciteten hos Magnus, der i daglig tale blot kaldes “maskinen”.

Som hos alle andre unge blev alt træning naturligvis dokumenteret på Instagram og Strava. I den periode uploadede Magnus og Ktk-klikken det ene vanvittige monster-pas efter det andet.

Flere spekulerede på om Magnus mon var et fænomen ligesom julemanden dvs. - “probably unreal and only show up once a year”. Magnus havde nemlig, ud over de fantastiske træningspas, en forfærdelig track-record for at blive syg eller skadet lige før vigtige løb - hvilket han i øvrigt selv var pinligt bevidst om.

Et brækket kraveben der ødelagde det meste af hans første PRO sæson (2019), skulle blive vendepunktet. Magnus besluttede at tage skeen i den anden hånd, og sætte sin indre showman under administration.

Han brugte den lange genoptræning til at reflektere over markante ændringer i den daglige træning og professionelle set-up. Først og fremmest skulle det være slut med at jagte kudos på Strava og forsøge at slå træningskammeraterne ihjel på daglig basis.

I samarbejde med coach Jens Petersen-Bach, begyndte et langt mere systematisk og gennemtænkt arbejde med det uomtvisteligt store fysiologiske talent.

Svømningen blev adskilt til atomer, for kun langsomt at blive sat sammen igen til teknisk perfektion. Flere weekender der kunne være brugt til regulær endurance-træning, blev i stedet dedikeret til velodromen i Ballerup Super-Arena i håb at kunne spare 1-2 watt på cyklen. 

 

 

Skæbnen havde dog endnu et par beskidte tricks oppe i ærmet, som forhindrede verden i at se Magnus Ditlev version 2.0. Først en pandemi, som de facto lukkede sporten ned i 6 måneder og efterfølgende en polsk lead-car, der stjal overskrifterne, da Magnus med knusende overlegenhed vandt det allerførste race efter Corona-nedlukningen.

I 70.3 Gdynia slagtede han et stjernespækket felt så eftertrykkeligt på cyklen, at folk ganske enkelt nægtede at acceptere det, en inferiør dansk neo-PRO? “Drafting-Ditlev” havde kørt sig til ufortjent hæder på smækken af løbs-bilen. Sådan konkludere mange fra den etablerede elite, som dog skulle blive meget klogere.

Nøjagtig 3 måneder senere, blev drafting-historien gjort eftertrykkeligt til skamme, da Magnus for rullende kameraer, cyklede fra hele verdenseliten i forbindelse med PTO Championship i Daytona.    

Gamechangers

Når det har international bevågenhed at Magnus debuterer på Ironman-distancen, skyldes det formentlig den enorme indflydelse ryttere af hans kaliber historisk set har haft på de store mesterskaber, herunder Ironman Hawaii. Der findes flere eksempler på TT-specialister, som har vendt op og ned på spillereglerne med deres overlegenhed på cyklen.  

Danmark har oven i købet haft tradition for at producere nogle af verdens absolut bedste af slagsen.

I 90’erne og start-00’erne havde Peter Sandvang og Allan Månsson international klasse på cyklen, mens “the new kid on the block” Torbjørn Sindballe fik tilnavnet “the freight-train-dane” i midt-00’erne, bl.a for at slå den hidtil hurtigste tid på Queen K i 2005. Sindballe arbejdede minutiøst med aero-optimering, et klart nybrud fra den gamle skole af såkaldte überbikers, som havde deres “edge” fra 1000 km cykling om ugen. Både 00’ernes “dråbe-hjelme” og slut-90’ernes speedos og tanktop (i tilfældet Faris Al-Sultan en kæk kombi) tilførte et element af kaos til racet, som tvang konkurrenterne ud af deres comfort-zone og vendte den eksisterende orden på hovedet.  

 

 

Da legenden Mark Allen vendte tilbage til Hawaii efter et sabbatår, for at vinde for 6. gang i 1995, så han til sin store skræk at intet var som det plejede. Manden de kaldte “grib”pga. hans karakteristiske dødsgreb på cyklen, kunne pludselig ikke følge med længere. En tysk trio anført af den 24 årige Kona-debutant Thomas Hellriegel, havde et forspring på + 13 min til Allen i T2 og kun med det yderste af neglene lykkedes det den sejrsvante amerikaner at genvinde titlen.  

Et mere nutidigt eksempel er Sebastian Kienles VM 70.3 sejr i Las Vegas 2012, hvor hele verdenseliten bliver sat med 5-6 min. på cyklen, hvilket er fuldstændig uhørt på kun 90 km. Som ungdoms-triathlet blev Kienle weekend efter weekend savet over af sine klubkammerater, som tilfældigvis hed Stadler og Hellriegel til efternavn. Da Strava ikke var opfundet endnu, opdagede Kienle først sin overlegenhed på cyklen, da han begyndte at konkurrere uden for Tysklands grænser. Kombineret med en ekstremt aggressiv position på cyklen, satte Kienle en helt ny standard der blev definerende for Ironman op gennem 10’erne.  

Som 24 årig har Magnus fortsat et kolossalt udviklingspotentiale og han kan meget vel blive sin generations mest frygtede gamechanger.

Magnus har dog flere strenge at spille på end fx Normann Stadler og Sebastian Kienle, som altid var tvunget til at køre aggressivt fra første sekund, med den tid de satte til på svømningen.

Sindballe svømmede udmærket, men var presset af maratonløbet med specialister som “Macca” og fænomenet Craig Alexander, der (uden carbon-sål) løb 2.41.

Magnus svømmer allerede nu med front-pack og har ved flere lejligheder vist et overraskende højt løbe-niveau for en atlet på 195 cm. Senest i December 2021, hvor Kristian Blummenfelt måtte på overarbejde i Clash Daytona før det lykkedes at indhente Magnus.

Den åbenlyse akilleshæl for den garderhøje københavner, er akklimatisering i fugtigt og varmt klima som findes i The Woodlands - Texas og endnu vigtigere -  Kona! Ligesom alle andre aspekter af sit professionelle liv, er det naturligvis en opgave der tackles med stor seriøsitet med hjælp fra Team Danmarks eksperter og ikke mindst FUSION. Sidstnævnte har i årevis arbejdet med tekstil der sikre topatleter den mest optimale cooling under varme konkurrenceforhold. 

 

 

Big units på Big Island

Spændingen består selvsagt ikke i om Magnus kan vinde en Ironman - men om han kan vinde THE IRONMAN, Kailua-Kona Hawaii.

Racet er notorisk et “runners-race”, hvor let kalibrerede atleter med hurtige fødder vinder 9 ud af 10 gange.

Selv legenden Chris “Macca” McCormack, der vandt 2 gange, anså sig selv for reelt at være for stor til at vinde Hawaii: “I was born to be a 300 pound Maui Sumo Wrestler”, med henvisning til sit genetiske ophav på moderens side.

Vi har vænnet os til at se Frodeno dominere på Hawaii, men historisk set er hans høje/ranglede fysik undtagelsen, mens hans tyske rival Patrick Lange er reglen for den optimale Kona-fysisk.

Sindballe brugte flere år på at knække koden på Hawaii, frem mod den historiske 3. plads i 2007.

Det er ikke til at sige hvor lang tid Magnus skal bruge på at tilføje et nyt Kona-kapitel i dansk idrætshistorie.

Med sine 24 år er Magnus fortsat blandt de yngste Kona-Contenders i verden, og han har dermed særdeles god tid til at jagte Big Islands hellige gral.